Ugens kampe - Dameligaen


Kvartfinalerne startede med to meget tætte kampe lørdag, og to kampe søndag, som var mindre spændende. Onsdag og torsdag er der returkampe, og sæsonen kan dermed være slut for fire a ligaens hold.

Onsdag aften mødes Horsens Pirates og SISU i kamp 2. Horsens fik en basketlektion søndag og tabte med 102-32, hvilket vist mere end understreger den store forskel på de to hold. Måske går det ikke helt så galt på hjemmebane, men det må igen blive en sikker sejr til SISU, og dermed afslutning på sæsonen for piraterne.

Samme aften mødes Åbyhøj og Lemvig. I deres første kamp sad Lemvig solidt på spillet, og udnyttede det fysiske overtag til at holde Åbyhøj på afstand. Kamp 2 kan godt blive mere tæt, for Åbyhøj har mere at byde på, end de fik vist i søndagens kamp. Spørgsmålet er bare, om holdet kan finde midlerne til at bryde Lemvigs fysik. Mest tyder på en ny sejr til Lemvig, men rammer Åbyhøj en dag, hvor tingene lykkes på samtlige positioner, så kan kampen godt blive både tæt og intens.

Torsdag aften er der lagt op til mere spænding, når BK Amager og Falcon krydser klinger igen. Den første kamp mellem de to hold gik i overtid, og det må give bekymring hos Falcon, som på forhånd var favorit i det indbyrdes opgør. Falkene fik da også sejren, men det var først i sidste sekund at ekstraperioden blev sikret, og derefter den endelige sejr. Hvis BK Amager kan tage det gode spil med og tro på sejren, så kan de godt fremtvinge en tredje kamp.

Hørsholm og Værløse gav hinanden en tæt kamp lørdag. Holdene skiftedes til at have overtaget i kampen, og til sidst faldt kampen ud til Værløses fordel. Men det betyder ikke, at de er klar favorit torsdag aften, selvom hjemmebanen selvfølgelig giver en fordel. Hørsholm vil uden tvivl spille taktisk klogt, så hvis Værløse ryster lidt på hånden, så kan kamp 3 meget nemt blive en realitet. Værløse står med det ene ben i semifinalerne, og det vil være et stort skridt i den rigtige retning for holdet, som har udviklet sig meget positivt de seneste år, og i sidste sæson var meget tæt på medaljekampene.