Ugens kampe - Dameligaen


Grundspillet er overstået i Dameligaen, og dermed bliver det alvor for holdene, som nu står klar til kvartfinalerne. For fire af holdene vil sæsonen være slut om senest 1½ uge, og der vil uden tvivl blive kæmpet hårdt for at forlænge den yderligere.

Som vinder af grundspillet skal SISU møde Horsens Pirates, som sluttede sidste i tabellen. Piraterne har ikke vundet en kamp i grundspillet, og det er meget vanskeligt at forestille sig, at de vil udgøre nogen trussel for SISU. De forsvarende mestre bør være klar til semi-finalerne efter blot to kampe.

Lemvig Basket skal i deres kvartfinale op mod Åbyhøj, og selvom det er nr. 2 mod nr. 7 i grundspillet, så er det ikke en opgave, man tager let på i det vestjyske. Det ret jyske opgør, kan nemt blive meget mere åbent og jævnbyrdigt, end resultaterne i grundspillet har antydet. Ganske vist vandt Lemvig sikkert i sidste weekend mod netop Åbyhøj, men begge hold ville formentlig ikke vise for meget for hinanden. Åbyhøj har tidligere haft en evne til at toppe spillemæssigt i slutspillet. Det gjorde de f.eks. i sidste sæson, hvor de fik Hørsholm ud i tre kampe, før de måtte overgive sig. Åbyhøj har haft en vanskelig sæson, men spillemæssige udsving, men når holdet spiller bedst, kan de give problemer for en hver modstander. Lemvig har haft sin bedste sæson nogensinde i grundspillet, og med 2. pladsen er de naturligvis favoritter i kvartfinalerne. Men holdet skal holde sit høje niveau og stabiliteten for at nå semi-finalerne.

Falcon har ikke helt levet op til forventningerne i denne sæson, men 3. pladsen i grundspillet er alligevel godkendt. I kvartfinalerne skal de møde BK Amager, som kan være en lumsk modstander. Falcon er favorit, men kampene mellem de hold er ofte præget af intensitet og jævnbyrdighed. BK Amager kan derfor godt give Falcon problemer på en god dag, men set over tre kampe bør Falcon være bedst. Begge hold har hurtige boldsikre spillere, men Falcon har mere fysik, hvilket kan blive afgørende.

På papiret er kvartfinalerne mellem Hørsholm og Værløse de mest åbne. Det er nr. 4 mod nr. 5 i grundspillet og de to hold har presset hinanden godt i de indbyrdes kampe. Værløse har vundet 2 og Hørsholm en enkelt i grundspillet, så noget kan tyde på, at Værløse har godt styr på Hørsholm. Kvartfinalerne mellem de to hold kan godt blive meget taktisk prægede. De to hold har hver deres styrker, som de skal forsøge at få udbytte af. Hørsholm har nok en anelse mere rutine med disse afgørende slutspilskampe, hvilket kan blive afgørende. Men Værløse må være sultne efter endelig at komme videre end kvartfinalerne. Serien mellem de to hold ser meget åben ud, og det kan godt blive til tre kampe før det er afgjort. Her vil Værløse have fordel af hjemmebane i den afgørende kamp, men spørgsmålet er, om det er nok. Samlet set får Hørsholm en lidt større chance for at gå videre end Værløse.