Lemvig vandt generalprøven


Da Lemvig Basket lørdag tog i mod Åbyhøj i sidste runde af grundspillet i Dameligaen, var det samtidig generalprøve på kvartfinalerne, hvor de to hold igen løber ind i hinanden. Og måske så begge hold en mulighed for at se hinanden lidt an, inden det om en uge for alvor går løs.

Ingen af holdene havde det store at spille for, men begge hold gik alligevel seriøst til opgaven, hvilket samlet set gav en god kamp, som Lemvig dog sad på det meste af tiden. Sejren på 76-48 var måske en anelse større end den behøvede at blive, men Åbyhøj havde svært ved at matche Lemvig fysisk, og spillede samtidig ikke op til det niveau, som holdet kan, når det er bedst.

Allerede fra kampens start fik Lemvig et overtag i spillet. God energi fra Sarah Schicher resulterede i flere gode aktioner under kurven i begge ender, og offensivt gav det desuden pote i form af 5 hurtige point. Gæsterne havde svært ved at finde et modsvar inside, og først da Maria Jespersen sidst i perioden fik gang i spillet viste Åbyhøj lidt tænder. Men på det tidspunkt havde Lemvig allerede fået et forspring, som blev fastholdt 1. periode ud.

Føringen på 21-14 efter de første 10 minutter blev gennem 2. periode udbygget. I første omgang holder Åbyhøj ganske vist stand, men problemerne med at holde Lemvig fra kurven viste sig igen. Begge hold spillede kampen igennem aggressivt, hvilket ofte gav personlige fejl, og det blev særligt dyrt for Åbyhøj, der i højere grad end værterne havde brug for udbytte af den pågående stil. Efter de første to perioder fører Lemvig 44-26, og det ligner en tidlig afgørelse.

Åbyhøj kommer da heller ikke for alvor ind i kampen igen, og Lemvig fastholder føringen ved at holde koncentrationen og udnytte mulighederne tæt på kurven, hvor Emily Hatch igen er effektiv. Ivana Udovalieva melder sig også efterhånden ind i kampen som scorer fra distancen, hvilket blot gør situationen vanskeligere for gæsterne. Samtidig ligner Åbyhøj et hold, som ikke umiddelbart har noget modtræk til Lemvig, og om det er taktiske årsager eller ganske enkelt forskellen på holdene, der er grunden til det, er svært at sige. Men Lemvig udbygger ubesværet føringen til 59-34 før sidste periode, og herfra sker der ikke mange ændringer i spillet. Lemvig fortsætter med effektivt spil, men Åbyhøj afleverer og løber, men uden rigtig at komme nogen vegne.

For Lemvig var det en fin generalprøve på de kommende kvartfinaler, og så må tiden vise, om Åbyhøj har nogle skjulte esser i ærmet, når holdene mødes igen i Lemvig søndag den 10. marts kl. 19.00.

Lemvigs point: Emily Hatch 21p (19 reb), Sarah Schicher 19p (12 reb), Ivana Udovalieva 17p (5 as), Mallory Moore 16p (5 st), Tine Kristiansen 3p

Åbyhøjs point: Maria Jespersen 14p, Bianca Morsoe 8p, Kelly Meredith 8p, Julie Hoier 5p, Amalie Carlsen 4p, Tine Randrup-Thomsen 3p, Camilla Andersen 2p, Kia Fisker 2p, Tanja Laursen 2p