Ugens kampe - Dameligaen


I den kommende weekend spilles næstsidste spillerunde i grundspillet for 1. Division Damer. Men inden det kommer dertil skal Åbyhøj og BK Amager have afgjort et hængeparti onsdag aften i Åbyhallen. Kampen er sidste mulighed for Åbyhøj, hvis de vil bevare håbet om at slippe væk fra 7. pladsen og overlade den til netop BK Amager, men det kan blive en vanskelig opgave. Egentlig står de to hold godt til hinanden med mange hurtige og boldsikre spillere og uden nogen decideret postplayer. Det betyder, at kampen kan blive præget af højt tempo og god underholdning. Det betyder til gengæld også, at kampens udfald bliver afhængig af, hvem der på dagen udnytter sine styrker bedst. BK Amager har på det seneste set stærkest ud, hvilket blandt andet sejren over Hørsholm i sidste uge understreger. Kan de følge op på den præstation, så er der gode muligheder for, at de kan tage hjem med en sejr onsdag aften. Men Åbyhøj er et uforudsigeligt hold, så de må på ingen måde afskrives. Holdet har en evne til at rejse sig og levere top præstationer, når man mindst venter det, så man skal ikke blive overrasket, hvis Åbyhøj henter en sejr på hjemmebane. Men målt på de seneste kampe, så er BK Amager kneben favorit til at vinde.

Når vi kommer til lørdag indledes næstsidste spillerunde med kampen mellem Hørsholm og Lemvig. De to hold mødte hinanden for blot et par uger siden, hvor Hørsholm tog en overraskende sikker sejr med hjem fra Vestjylland. Dermed har de to hold hver vundet en udekamp mod hinanden, og fortsætter den tendens bør Lemvig jo vinde. Begge holdene tabte i sidste weekend. Hørsholm gik lidt overraskende glip af point mod BK Amager, mens det var lidt mindre overraskende, at Lemvig tabte til SISU, selvom det dog langt ind i kampen var et tæt opgør mellem de to hold. Lemvig er allerede sikre på at slutte som nr. 2 i grundspillet, mens Hørsholm kæmper for at blive i top-4. Der er altså mest på spil for Hørsholm ikke mindst fordi, de i sidste runde møder SISU. Derfor må man forvente, at Hørsholm igen vil forsøge at få kontrol over Lemvig, og kan de være lige så effektive på skuddene som sidst holdene mødtes, så kan det bestemt lade sig gøre. For Lemvig handler kampen i høj grad om at forberede sig ti l slutspillet, og i den sammenhæng er en sejr bestemt ikke uden betydning. Så formentlig vil Lemvig gå fokuseret til opgaven, og arbejde hårdt for at få revanche fra nederlaget i det seneste indbyrdes opgør. Kampen ser meget lige ud og kan tippe til begge sider, men som nr. 2 i ligaen må Lemvig påtage sig en lille favoritrolle.

Falcon og SISU mødes parallelt med Hørsholm og Lemvig i rundens anden topkamp. SISU har indtil nu ryddet al modstand af vejen, og selvom det ikke har været lige godt spil hele tiden, så har holdet haft styrke nok til at vinde til sidst. Samme mønster kan tegne sig lørdag, hvor Falcon uden tvivl vil kæmpe hårdt for deres chance, og holdet har bestemt også spillerne til at udfordre SISU. Men set over hele kampen vil det mest oplagte være, at SISU trækker fra i sidste del af kampen og sikre sig sejr nr. 20.

I Horsens er der dækket op til jysk derby, når rivalerne fra Åbyhøj indtager Højvangshallen. De to hold ligger placeret i bunden af ligaen, og det er ved at være sidste chance, hvis Horsens skal sikre sig en sejr i denne sæson. Piraterne har vist spillemæssig fremgang gennem hele sæsonen, men manglet den sidste bredde og fysik til at tage sejren, når muligheden har været der. Mod Åbyhøj er der en ny chance for at vinde, og her kommer fysikken måske ikke til at være så afgørende. Her vil det nok i højere grad handle om at holde højt tempo og ramme en høj effektivitet. Lykkes det, kan der lure en lille overraskelse. Men Åbyhøj er favorit til at vinde. De grønne kan bruge kampen til at gøre sig klar til slutspillet, hvor de uden tvivl vil gøre alt for at overraske og indtage rollen som outsider. En sejr i Horsens vil være et godt udgangspunkt til de kommende kampe for Åbyhøj, så de vil nok ikke forære noget væk til Horsens.

Runden sluttes med kampen mellem BK Amager og Værløse. Det ligner en meget åben kamp med to hold som for tiden har spillet godt uden alligevel at være helt på toppen. Begge mandskaber ser ud til at ramme et højt niveau op mod slutspillet, og lørdagens kamp kan give et godt fingerpeg om, hvor de stå før sæsonen skal afgøres. Værløse vil være i stand til at få et fysisk overtag, men BK Amager kan med et stærkt kollektiv finde e nødvendige modtræk. Catharina Palm kan blive den afgørende faktor i kampen. Rammer hun sit bedste niveau kan hun blive vanskelig at stoppen. Alligevel er Værløse kneben favorit. Holdet ser ud til at have god balance på holdet for tiden og mange byder ind. Desuden har Værløse stadig en mulighed for at træde ind i top-4, hvilket må være en væsentlig motivationsfaktor.