Ugens kampe - 1. Division Herrer


Ugens fem kampe i 1. Division Herrer er spredt godt ud, og det første opgør er allerede tirsdag aften, hvor BMS hjemme møder Haderslev. Gæsterne fra Sønderjylland har alvorlig brug for pointene, og weekendens sejr over ALBA har givet ny optimisme hos Haderslev. Men tirsdagens kamp en stor mundfuld, og BMS er klar favorit til at vinde hjemmekampen. Det er et opgør mellem top og bund, og den slags kan ofte miste intensiteten, men eftersom begge hold stadig har meget at spille for, så kan det blive mere spændende end forventet. BMS har været stærke og stabile på eget guld gennem hele sæsonen, og det bør fortsætte tirsdag.

Onsdag aften er det Falcon og Virum, der krydser klinger, og det kan blive et særdeles spændende opgør. Falcon er favoritter på eget guld, og efter de overtog 1. pladsen fra Lemvig i sidste uge, må man forvente, at de ikke har planer om at give den fra sig igen. Virum har dog haft en evne til at spille sit bedste mod netop topholdene, hvilket blandt andet har ført til to sejre mod Lemvig. Virum kan derfor godt blive en vanskelig modstander for Falcon, som skal være helt klar fra start for at vinde endnu en nøglekamp i deres forsøg på at vende tilbage til ligaen.

I weekenden spilles de tre sidste kampe. Stevnsgade tager i Nørrebrohallen i mod Lemvig i en vigtig kamp for begge hold. Stevnsgade har gjort det rigtig godt efter jul og indtager lige nu 6. pladsen. Med en sejr mod Lemvig kan det dog blive et skridt op i tabellen, hvis Virum taber kampen mod Falcon. Stevnsgade ligner et hold, som for alvor skal tages alvorlig som outsider i slutspillet, og netop kampen mod Lemvig er en af dem, som Stevnsgade særligt gerne vil vinde. Sidst holdene mødtes sad Stevnsgade på kampen, men smed sejren væk til sidst. Det vil man formentlig godt rette op på. Lemvig tabte sin sidste kamp, da Falcon besøgte Lemvig, og dermed er der kommet lidt ekstra pres på vestjyderne i toppen. Det er ofte meget tætte kampe, når de to hold mødes, og det kan godt gentage sig denne gang. Nogen klar favorit er der ikke, men et kig i tabellen giver Lemvig en lille fordel.

BK Amager har på det seneste kæmpet lidt med at finde stabiliteten i spillet. Lørdag spiller de hjemme mod Aarhus BF i en kamp som skal vindes, hvis ikke pladsen i top-4 skal komme under pres. Aarhus BF hænger i den nederste del af tabellen, og selv om holdet jævnligt gør det godt, så bør det ikke give problemer for BK Amager på hjemmebane. Den værste modstander for hjemmeholdet er måske i virkeligheden BK Amager selv, som skal holde den nødvendige fokus for ikke at lukke gæsterne ind i kampen.

Søndag er BMS igen i kamp mod et af rækkens bundhold, når de besøger Jonstrup. BMS er også her favorit og selvom Jonstrup kæmper for at komme væk fra nedrykningspladsen, så er det svært at forestille sig, at de henter point i denne kamp. BMS har vist stor styrke sæsonen igennem og smider sjældent nemme point væk, og det gør de formentlig heller ikke denne gang.