Fortjent sejr til 79ers


Hørsholm 79ers tog lørdag hjem fra Lemvig med en fortjent sejr på 77-67. Gæsterne var bedst set over hele kampen, på en dag, hvor Lemvig ikke fik kollektivet i gang og effektiviteten var for lav.

Effektivitet var derimod et kendetegn for Hørsholm allerede fra kampens start. I erkendelse af, at gæsterne ikke kunne matche værterne på fysikken inside, blev der satset på skud fra distancen, og med hele seks 3ere i første periode lykkedes den satsning med succes. Faktisk blev det kun til en regulær scoring tæt på kurven samt to point på straffe ud over 3erne for Hørsholm, men det var også rigeligt til at sætte hjemmeholdet under pres. Lemvig havde kampen igennem især vanskeligt ved at stoppe Therese Deemand, som konstant kom til afslutninger eller satte sine medspillere op. Men Hørsholm altså var effektive med deres midler, så kneb det allerede fra starten for Lemvig, som ikke udnyttede sine muligheder offensivt og konstant endte med stressede afslutninger. Som tiden gik, fik Lemvig dog mere ro på spillet, og særligt Ivana Udovalieva tog ansvar, og rev resten af holdet med. Det betød, at det forspring på omkring 5 point, som Hørsholm havde skabt blev lukket og efter 10 minutters spil var forskellen blot to point, 20-22.

Lemvig starter anden periode godt, og finde gode løsninger i begge ender af banen, men det ryster i første omgang ikke Hørsholm, der bevarer fokus i angrebet og udbygger føringen til 25-31. men Lemvig har bedre fat end i første periode, og som tiden går udnytter Lemvig bedre og bedre deres fysiske fordel. Emily Hatch og Sarah Schicher sætter sig bedre igennem under kurven, og det giver flere nemme point. Midt i perioden er de to hold meget jævnbyrdige, men Lemvig får efterhånden lukket bedre af i forsvaret, hvor Mallory Moore laver flere gode steals, som omsættes til point. Det giver Lemvig en føring på 39-33 med et par minutter igen af perioden. Hørsholm når dog at hente lidt af det tabte, så holdene fortsat er helt tæt ved halvleg, dog med føring til Lemvig på 41-40.

Det er Hørsholm, som igen tager initiativet fra starten af tredje periode, og hurtigt overtager de føringen igen med 41-44. Der går hele fire minutter af perioden før Lemvig endelig får point på tavlen, og derfra er holdene igen lige, men konstant med en lille føring til Hørsholm. Jævnbyrdigheden skyldes først og fremmest, at ingen af holdene rigtig kan få gang i spillet, og der misbruges en stribe muligheder i begge ender. Gæsterne holder fast i føringen til pausen, hvor stillingen er 50-53.

I de sidste 10 minutter lykkes det Hørsholm at fastholde og udbygge føringen. En god start på perioden giver dem igen initiativet, og selvom Lemvig kæmper godt, og på intet tidspunkt giver op, så vil tingene i slutningen bare ikke lykkes for hjemmeholdet, der brænder det ene skud efter det andet. Samtidig kan Lemvig ikke finder den nødvendige rytme i spillet, til at udnytte egne fordele, og prøver i stedet at kæmpe sig tilbage i kampen. Men det er ikke nok i en afslutning, hvor Hørsholm har dygtigheden og heldet til at få noget ud af selv halve chancer. Derfor er det fortjent at Hørsholm vinder på en dag, hvor de måske også ville bevise, at det er helt forkert at nedprioritere damerne i klubben, som der har været signaler om i den seneste uge.

Lemvigs point: Emily Hatch 24p (17 reb), Mallory Moore 18 (5 stl), Ivana Udovalieva 12p, Sarah Schicher 8p (11 reb), Helle Kristiansen 3p, Karina Pedersen 2p

Hørsholms point: Therese Deemand 22p, Maja Gerlyng-Hansen 17p, Nathalie Toft 11p, Amalie Carnbring Bonde 9p, Anemone Scheel 5p, Line Piechnik 2p, Simone Ceccardi 2p