Ugens kampe - Dameligaen


Den kommende weekend byder på fire kampe i Dameligaen, og de spilles alle i det storkøbenhavnske område.

Værløse og Lemvig støder sammen i den første kamp lørdag eftermiddag. Det er to hold som lige nu ser stærke ud. Værløse har startet 2013 med to gode sejre mod Hørsholm og Åbyhøj, mens Lemvig er startet med to sikre sejre over Horsens. Lemvig Basket sidder dermed stadig sikkert på 2. pladsen, og er sikret en plads i top-4 inden slutspillet. Værløse kæmper stadig ed Hørsholm og Falcon om to pladser i top-4, og de seneste sejre har gjort situationen langt mere positiv for holdet. Lemvig har vundet sæsonens to første opgør mod Værløse, og vestjyderne må da også påtage sig favoritrollen igen. Men denne kamp kan godt blive vanskeligere end de to foregående. Dels er Værløse kommet godt i gang efterjulepausen og spiller med selvtillid, og dels har de mere på spil end vestjyderne. Begge hold har store profiler, som hver for sig kan afgøre kampen. Så meget vil afhænge af, hvilke spillere der rammer dagen. Værløse er stærke på hjemmebane, og Lemvig skal være helt klar, hvis de skal lave op til favoritværdigheden.

BK Amager og Horsens er begge kommet skidt i gang efter julepausen, og derfor vil begge hold meget gerne bruge den kommende weekend til at hente ny selvtillid. BK Amager var i sidste weekend tæt på at overraske mod Falcon, men det blev et smalt nederlag. Nu er holdet hjemme i Amagerhallen, og må påtage sig favoritrollen mod Horsens. Piraterne har ganske vidst vist fremgang, men de vil nok alligevel få svært ved at matche BK Amager. Særligt hvis de skal finde modtræk til Sussie Kruuse under kurven. BK Amager har brug for point, for at holde afstand til Åbyhøj, og de bør hente to point i lørdagens kamp.

Falcon og Hørsholm mødes lørdag i en kamp, der kan blive meget afgørende for placeringerne i toppen. Begge hold har stadig mulighed for at slutte i top-3, mens det også kan blive til en 5. plads. Det er derfor vigtige point, der spilles om. Falcon ser lige nu mest skarpe ud efter to sejre i sidste weekend. Hørsholm er derimod ikke kommet i gang efter julepausen, og er startet 2013 med to nederag. Men Hørsholm skal nok komme i gang igen, og spørgsmålet er så bare, om det sker i denne uge. Mest peger i retning af en hjemmesejr til Falcon. Hjemmeholdet har ikke fået maksimalt udbytte har holdets potentiale i efteråret, men noget tyder på, at holdet er klar til at slutte grundspillet stærkt, og udfordre SISU og Lemvig i slutspillet. En sejr over Hørsholm vil blot sætte en streg under Falcons muligheder og nuværende form. Kampen kan godt blive meget underholdende og intens, så forhåbentlig møder mange op og bakker holdene op.

Runden sluttes søndag af SISU og Åbyhøj. SISU er igen klar favorit, men Åbyhøj har haft en vane med at drille topholdene, når man mindst venter det. Sker det, kan der godt blive god underholdning i Kildeskovshallen, men mest peger trods alt i retning af endnu en sikker SISU-sejr.