Okako Adika bygger videre på talentet


Et af de største talenter i dansk damebasket lige nu er Okako Adika, og Lemvig Basket er glade for at være med til at bygge videre på hendes talent i den kommende sæson. Helt fra de tidlige ungdomsår har det været tydeligt, at Okako besad nogle helt særlige evner. Fra naturens hånd er hun begavet med en fysik, som er skabt til basket. Hun er hurtig, atletisk og stærk, hvilken tilsammen giver hende de helt rigtige forudsætninger til at blive basketspiller på højt niveau. Talent forpligter og den forpligtelse har Okako Adika indfriet gennem vedholdende arbejde. Det sidste element som mangler er erfaring, og det samler hun sammen fra kamp til kamp i Dameligaen. I sidste sæson var Okako Adika en af de centrale spillere for Lemvig Basket, og set over hele sæsonen viste hun et konstant højt niveau. Det førte til 10,8 point og 6,2 rebounds pr kamp. Trods sin unge alder går Okako Adika ind til sin 5. sæson i Dameligaen, og i Lemvig Basket forventer man, at hendes positive udvikling fortsætter, at hun tager mere og mere ansvar og i højere og højere grad bliver et forbillede for klubbens øvrige unge spillere. Som en af de spillere omkring holdet, der er opvokset i Lemvig Basket, har hun et særligt ansvar for at bringe værdierne og kulturen i Lemvig Basket videre. De seneste år har Okako Adika også været med omkring forskellige landshold, hvilket blot har givet hende endnu flere input til udviklingen. Senest var hun med damelandsholdet i Kina. Lemvig Basket ser frem til at følge Okako Adika igen i den kommende sæson.