Optakt til udekampe lørdag


Hverken damerne eller herrerne kom særlig godt ud af hjemmekampene i lørdags, hvor det blev til nederlag mod Hørsholm 79ers og Virum. I den kommende weekend drager begge hold mod Sjælland, hvor damerne besøger Virum Go Dream og herrerne skal til BK Amager. Begge kampe spilles kl. 14.00.

Det er blot en god uge siden damerne sidst besøgte Virum Go Dream, det skete i pokalturneringen, hvor vi trak en smal sejr på tre point med hjem. TIl den kamp måtte vi spille uden Gillian Abshire, da det kun er tilladt at spille med to amerikanere i pokalkampene. I stedet havde vi en joker med i form af Mie Burlin, og hendes rutine var med til at sikre pladsen i pokalkvartfinalen. Men sejren onsdag er ingen garanti for en ny gevinst på lørdag. En sejr på blot tre point viser, at det er to hold, som står godt til hinanden. Så skal vi vinde igen skal der endnu en god forsvarsindsats til, hvor Virums profiler holdes fra fadet, og hvor vi igen kan udnytte vores egne styrker. Okako Adika har de seneste kampe vist højt niveau, og hvis resten af holdet kan følge hendes eksempel, så bliver det forhåbentlig til endnu en sejr. Kampen kan blive afgjort af de små kampe i kampen, som f.eks. mellem Tory Waldner og Val Driscoll eller mellem Okako Adika og Nicoline Østergaard. Gillian Abshires deltagelse kan måske også give det ekstra supplement, der giver nye muligheder i forhold til pokalkampen. Alt i alt ser kampen meget åben ud, og med en plads i toppen af ligaen på spil, så bliver der formentlig masser af intensitet og spænding.

Herrerne skal også på en spændende opgave i deres udekamp. Lige som vi, har BK Amager også sæsonens første sejr tilgode, så det er formentlig to opsatte hold, der går på banen i Amagerhallen. De fire første kampe har som ventet vist, at vi er i en sæson, hvor vi skal kæmpe os til sejrene, og hvor vi må væbne os med tålmodighed. Med en smal trup, hvor der er mere fokus på udvikling end resultater, kan det stille store krav til tålmodighed og moral, men den i momenter har spillerne vist det nødvendige niveau til at spille med mod alle i rækken. Det kom især frem mod Aalborg, men også mod Virum i sidste weekend var der ind i mellem gode takter. Især så det fint ud, når energien og viljen blev mobiliseret. Set over hele kampen var det dog fortjent at Virum vandt, men der var også gode ting, som kan tages med videre. Skal vi have en chance i kampene er det dog vigtigt, at alle spillere rammer deres topniveau og at alle udfylder deres rolle. Lørdag var det Thomas Bjørklund som gik forrest, og forhåbentlig er flere klar til at følge med på lørdag. BK Amager er på mange måder i sammen situation som os, med et nyt hold, som skal bygges op. Derfor vil meget også blive afgjort af, hvem der får bedst styr på eget spil og holder koncentrationen kampen igennem.