SISU er næste udfordring for damerne


Efter to sejre mod Stevnsgade og BK Amager venter der på lørdag en ny vanskelig udfordring for vores damer. Turen går til SISU som i mange år har været det førende damehold i Danmark, og selvom det blot blev til sølvmedaljer i sidste sæson og holdet er i en genopbygningsfase, så er det stadig en vanskelig modstander at besøge. SISU har en sejr og et nederlag i de to første kampe, hvor de har mødt Hørsholm og Virum. Op til denne sæson har SISU mistet flere profiler og der er skiftet træner. Roberto Velosa er ny mand i trænerstolen og han skal have et hold spillet sammen, som består at få spillere med erfaring fra ligaen, en flok unge spillere med stort potentiale og nye udlændinge, hvor især de to amerikanere har vist højt niveau. Holdet er i højere grad end tidligere baseret på få individualister, mens Lemvig Basket i år er mere baseret på et kollektiv, hvor mange skal bidrage for at skabe resultater. Kampen i Gentofte ser på forhånd meget åben ud, og det kan godt blive både tæt og intenst inden der er fundet en vinder. Begge hold har ambitioner om igen at spille med om medaljer og kampen vil give et godt fingerpeg om, hvilket hold, der har mest potentiale.