Stevnsgade i pokalfinalen


Blot to dage efter topkampen i Dameligaen mellem Lemvig og Stevnsgade stod de to hold overfor hinanden igen, da den sidste plads i pokalfinalen skulle fordeles. Det blev en kamp med et helt andet forløb end lørdagens, og denne gang kunne Stevnsgade fejre en fortjent sejr på 66-76.

Begge hold virkede fra start en smule nervøse, og det gav en lav score i kampens første minutter. Det blev Stevnsgade, som først fik gang i spillet, så mens Lemvig fortsatte med at misbruge for mange chancer, kunne Stevnsgade gå fra 8-8 til 8-14 midt i perioden. Det gav naturligt nok gæsterne mere ro i spillet og fik samtidig spillet til at gå i stå hos værterne. Resultatet blev, at Stevnsgade kunne udbygge føringen til 10-19 inden periodens afslutning.

Lemvig kommer ind til anden perioden med mere energi, og får langsomt begrænset afstanden til Stevnsgade. Midt i perioden er forskellen nede på 5 point, men så opstår der en stillingskrig, hvor holdene bytter point, og Stevnsgade derfor fastholder en føring på 5-7 point. En årsag til at Lemvig ikke kommer tættere på er, at alt for mange bolde smides væk. Heldigvis for hjemmeholdet, så udnytter gæsterne ikke mulighederne, og med en 3er på buzzeren kan Joanna Miller sørge for, at afstanden mellem holdene kommer ned på 31-34 ved halvleg.

I lørdagens kamp satte Lemvig sig på spillet i anden halvleg, og med to hurtige 3ere af Helle Kristiansen så det ud til, at Lemvig igen kunne få et overtag. Gennem tredje periode tager Lemvig også mere initiativ, og især Joanna Miller sætter tempo på spillet og udfordrer Stevnsgade. Det giver Lemvig en føring på 47-43 med tre minutter igen af perioden, men så vågner gæsterne op til kamp igen og får genvundet føringen med 51-52 inden sidste perioden.

Alt er stadig åbent inden de sidste ti minutter. Lemvig har vundet både anden og tredje periode, men Stevnsgade har vist mest energi og vilje. Netop energien og viljen blev afgørende i de sidste ti minutter, hvor Stevnsgade med en 3er af Cecilie Homann gav sig selv den bedst mulige start. Det satte samtidig for alvor gang i gæsterne, som hurtigt udbyggede føringen til 55-63. Dermed havde de initiativet, og det blev ikke sluppet igen. Lemvig kæmpede for at komme tilbage, men indsatsen giver ikke udbytte fordi spillet samtidig bliver stresset og for ofte ender i individuelle aktioner. Stevnsgade kan til gengæld spille med ro og sejren kommer ikke for alvor i fare.

Sejren kan der ikke pilles ved. Stevnsgade fik først rystet nerverne af sig og viste mest vilje set over hele kampen. Lemvig ramte en kamp, hvor det kollektive spil ikkekom til at fungere, og der blev smidt for mange bolde væk. Som i lørdagens kamp var der masser af intensitet, og det vil ikke være forkert at sige, det havde været fortjent, hvis det var disse to hold, som var endt i finalen. Her møder Stevnsgade nu BK Amager og ligner en favorit til titlen.

Lemvigs point: Joanna Miller 22p, Natalie Day 18p (15 reb), Ivana Udovalieva 10p (6as), Emily White 8p, Helle Kristiansen 6p og Okako Adika 2p

Stevnsgades point: Ida TP 23p (10 as), Jordan Sullivan 17p (13 reb), Etta Andersen 10p, Cecilie Homann 9p, Hanna Sheikh 7p, Simone Ceccardi 6p, Alberte Dokkedal 4p,