Ny sejr til Lemvig


Lørdag eftermiddag var der topkamp i vestjyskBANK Arena, da de to ubesejrede hold fra Lemvig og Falcon mødtes i Dameligaen. Det var to hold, som forsøgte at lægge pres på hinanden med hver sine midler. Falcon var fra start aggressive og mødte Lemvig højt på banen. På den anden side forsøgte Lemvig at udnytte den fysiske fordel til at gøre det svært for gæsterne. Og det blev Lemvig som fik mest udbytte af sine styrker, og efter en underholdende kamp kunne til sidst fejre sejren på 62-54.

Fra første minut var kampen tæt og intens. Falcons høje pres gav indledningsvis Lemvig lidt problemer, men det gav samtidig Falcon en del fejl, så nogen afgørende fordel kom der ikke ud af det. Det lykkedes også Lemvig, at komme i gennem til fornuftige angrebsløsninger, som flere forskellige spillere udnytter fornuftigt. Angrebsmæssigt er det først og fremmest Sofie Vincent Nielsen og Jessica Fuller, der går forrest for Falcon, og de sørger konstant for at holde trit med hjemmeholdet. Så selvom Lemvig får en smal føring til sidst, så er det ikke mere, end Falcon kan udligne til 18-18 med en 3er på buzzeren af første periode.

Lemvig kommer bedst ind i 2. periode, hvor særligt Tine Kristiansen melder sig godt ind med både point og rebounds. Det giver Lemvig en føring på 26-18, og med udgangspunkt i et godt forsvar fastholder hjemmeholdet føringen gennem perioden og kan gå til pause med en føring på 35-25.

Med en føring på 10 point står Lemvig godt ved indgangen til 2. halvleg, men Falcon har på ingen måde opgivet planen om at tage en sejr med hjem fra vestjylland. En god start af gæsterne giver næring til det håb, og minder publikum om, at intet endnu er afgjort. Gennem første halvleg var Jessica Fuller som ventet kilde til stor uro hos Lemvig, men som 3. periode skrider frem får Lemvig bedre og bedre styr på den stærke amerikaner og får lukket god af inside. Lemvig får desuden større og større udbytte af egen fysiske styrke og det udnyttes til igen at få overtaget. Som i sæsonens to første kampe spiller Lemvig med god tålmodighed i angrebet og kommer frem til gode skudmuligheder fra flere forskellige spillere. Det er alt sammen med til at udbygge hjemmeholdets forspring til 55-39 før sidste periode.

Så skulle man tro, at sækken var lukket om Falcon, men de sidste 10 minutter var tæt på at vende op og ned på kampens udfald. Lemvig startede ganske vist perioden godt og fastholdt overtaget, men begge hold havde svært ved at få bolden i kurven og efter fire minutter, var dr blot scoret en enkelt gang til 57-39. Men så fandt Falcon midlet til at skabe ny spænding, og det kom fra Josefine Vincent, som i to angreb efter hinanden satte en 3er, de blev efterfulgt af en 3er fra Sofie Vincent Nielsen, inden Josefine Vincent satte endnu en. 12 point i træk af Falcon og så var stillingen pludselig 59-51 med små fem minutter igen, og kampen var med et åbnet op igen. Det gav naturligvis Falcon ny energi og der kom mere bid og intensitet i deres forsvar på ny. Det rystede en kort overgang Lemvig, men et par gode point af Karina Pedersen gav lidt ny luft, og det lykkedes aldrig Falcon at komme tættere på end fem point. Dermed kunne Lemvig sætte to vigtige point ind på kontoen, og gå i gang med forberedelserne til en ny topkamp, når SISU i næste kamp gæster Lemvig.

Lemvigs point: Mallory Moore 16p, Emily Hatch 13p (10 reb), Karina Pedersen 10p, Ivana Udovalieva 10p, Tine Kristiansen 7p, Sarah Schicher 6p

Falcons point: Sofie Vincent Nielsen 21p, Josefine Vincent 13p, Jessica Fuller 12p, Emilie Klint 3p, Simona Bartkova 2p, Melanie Elmgren 2p, Rikke Andersen 1p