Lemvig fik 9. sejr i træk


Lemvig Basket tog lørdag sin 9. sejr i træk i 1. Division Herrer. Det gik ud over ALBA, som havde taget turen til Lemvig med fornyet selvtillid efter sejr i 4 af de seneste 5 kampe.

Allerede fra kampens start tog Lemvig initiativet og fik vist, hvorfor de lige nu er tophold i 1. Division. Mange spillere tog ansvar i både forsvar og angreb, hvilket gjorde det svært for ALBA at komme til gode afslutninger. Det gav en hurtig føring til Lemvig, og efter to minutter var den udbygget til 28-18.

Lemvig fastholder initiativet i anden periode, hvor der sættes tempo, der omsættes til mange gode point. Lemvig udnytter også som ventet et fysisk overtag under kurven, selvom ALBAs Pape Ba og Stian Jørgensen arbejder godt. Hjemmeholdet har dog et bedre kollektiv, som tilsammen holder ALBA i skak, og ved halvleg er føringen udbygget til 50-34.

Føringen får Lemvig til at slappe lidt for meget af efter pausen, og ALBA benytter muligheden til at komme bedre med. Langsomt æder de ind på føringen, og Lemvig har svært ved at finde gode løsninger. Særligt angrebsmæssigt går Lemvig i stå, men helt tæt på kommer ALBA ikke.

Første sidste perioden er Lemvigs føring kommet ned på 7 point ved stillingen 57-50, Lemvig får altså blot 7 point på tavlen i tredje periode, og det får hjemmeholdet til at vågne op igen. I de sidste ti minutter overtager Lemvig igen kontrollen med kampen. ALBA hænger på i starten, men da det ikke lykkes at trække yderlige ind på Lemvig mister gæsterne mere og mere gejsten, og ALBA formår blot at lave 8 point på de sidste ti minutter. Til gengæld får Lemvig rettet skuddene ind og ender med at vinde 79-58.

Med kampen har holdene spillet første halvdel af grundspillet, og Lemvig holder altså fast i den delte førsteplads med BMS og BK Amager.

Lemvigs point: Dominick Reid 26p, Mikkel Andersen 12p, Søren Flæng 12p (11 reb), Mads Kristensen 10p, Ben Ireland 10p, Kalin Varbanov 4p, Niththilan Muralithas 2p