Ugens kampe - Dameligaen


Første runde i Dameligaen bød ikke på nogen overraskelser resultatmæssigt. Nu venter anden runde med tre kampe lørdag og en enkelt søndag.
Åbyhøj var onsdag aften i kamp mod Lemvig, og måtte på hjemmebane indkassere et klart nederlag. Allerede lørdag kl. 13.30 skal holdet i kamp igen, denne gang ude mod Hørsholm, og det vil igen blive en vanskelig kamp for de grønne. Hørsholm kom nemlig fint fra start med en sejr over BK Amager i første kamp, og særligt den tidligere Åbyhøjer Emilie Hesseldal var i hopla. Åbyhøj har dog før overrasket i Hørsholm, og i en kamp hvor det bliver tempo og teknik der bliver afgørende fremfor fysisk styrke, har Åbyhøj mske en chance. Det vil dog kræve, at Åbyhøj kan matche Hørsholms bredde i truppen, og det kan blive svært. Derfor er Hørsholm favorit til at vinde på hjemmebane.

Falcon fik vist deres styrke ud mod Horsens i første runde. Nu er de klar til sæsonens første hjemmekampe, og her kommer BK Amager på besøg. BK Amager fulgte pænt med Hørsholm i første kamp, men der skal nok mere tålmodighed med holdet til, før de for alvor viser potentialet. Falcon er med et slag blevet et af ligaens mest rutinerede hold med tilgangen af Josefine Sørensen, Siona Bartkova og Sofie Vincent. Den rutine vil de have god mulighed for igen at udnytte mod et ungt Amagermandskab, som skal bruge lidt mere tid til at fordele rollerne efter tabet af flere spillere. Men BK Amager er bestemt ikke uden muligheder. De er et boldsikkert hold med en af ligaens største profiler i form af Catharina Palm Jensen. Men tingene skal fungere godt for hele holdet, hvis det skal blive en sejr på Frederiksberg, hvor hjemmeholdet må tage favoritrollen.

Værløse bliver det et gensyn med Lemvig, som i sidste sæson satte en stopper for Værløses medaljedrømme, da vestjyderne samlet vandt kvartfinalerne. Det er også en kamp, hvor der bliver et gensyn for Berit Schelde, der møder sine tidligere holdkammerater fra vestjylland. Værløse kom godt ud af kampen mod SISU i første runde. Faktisk førte Værløse ved halvleg, men til sidst tog SISU sejren. Værløse fik dog vist, at man igen i år skal regne dem med blandt medaljdekandidaterne, og Alexandra Chili fik vist, at hun oså kan lave point i Danmark. Lemvig kommer til Søndersøhallen med en god potion selvtillid efter en sikker sejr over Åbyhøj onsdag aften. Men Værløse bliver en noget større udfordring både fysisk og spillemæssigt fordi Værløse i år har fået tilgang som giver lidt mere bredde end sidste sæson. Det er nok rundens mest åbne opgør, og nogen klar favorit er der ikke. Kan Lemvig holde samme høje effektivitet som mod Åbyhøj er muligheden for sejr bestemt til stede.

Runden sluttes søndag af SISU og Horsens. SISU har igen hjemmebane, og er i denne kamp ikke bare favorit, men storfavorit. Det er svært at se, hvordan Horsens skal tage en sejr med hjem. SISU er ganske enkelt bedre på alle pladser helt ud over bænken. Horsens kan dog bruge kampen til at samle erfaringer, og holdet kan kun overraske positivt i kampen. Mod Falcon gjorde de unge pirater det godt i perioder, og det er succeserne i kampene, som holdet skal tage med videre. Fo SISU er kampennok først og fremmest en del af forberedelserne frem mod Euro Cup. Coach Holm var ikke helt tilfreds med spillet mod Værløse, og han vil uden tvivl forvente forbedringer i denne kamp.