Lemvig lever stadig i 1. Div.


Efter en fornem indsats lykkedes det endelig for Lemvig at knække Virum i 1. Division Herrer. I flere sæsoner har Virum haft et solidt tag i vestjyderne, og efter den første semifinale lignede det også mest en ny Virumtriumf og en sikker plads i finalen. Men Lemvig ville det anderledes, og med en sejr på 64-58 lever muligheden for den første finaleplads stadig.

Torsdagens kamp blev spillet i et opskruet tempo, som Virum fra starten havde mest fordel af. Hurtigt tog de initiativet og føringen I første omgang blev det ikke noget stor føring, for mange misbrugte forsøg gav en lav score, med cifrene 6-10 efter seks minutters spil. Mod slutningen af periode trækker Virum dog yderligere fra til stillingen 8-15 ved pausen.

Lemvig starter anden periode godt og får lukket hullet ved 14-15. Det lykkes efterhånden værterne at få held med spillet tæt på kurven, men Virum får igen stabiliseret sit spil. Højt tempo stresser igen Lemvig lidt, og Virum kan trække fra igen til en føring på 14-21 midt i perioden. Nithithilan Muralithas viser god vilje for Lemvig og får med gode aktioner i både forsvar og angreb Lemvig i gang igen. Det er også ham, der i de sidste sekunder rammer en 3er, så afstanden ved halvleg blot er 26-31.

Fra starten af tredje periode er det igen Virum som starter bedst, men igen er det også med en lav score fra begge hold. Sådan er det lige til Dominick Reid for alvor melder sig ind i kampen. Med to 3ere kort efter hinanden udligner han stillingen til 37-37, det giver Lemvig og i særdeleshed Dominick Reid momentum, og med blandt tre 3ere mere fra ham er det Lemvig som overtager føringen – og udbygger den til 49-40. Lemvig viser vilje og tro på sejr, og de kan også slutte perioden bedst og gå til pause med en føring på 52-42-

Starten på sidste periode er jævnbyrdig. Begge hold kæmper for at få styringen og kontrollen med kampen. Virum er bedst til at lukke af forsvarsmæssigt, og kan derfor bide lidt af forspringet. Lemvig holder alligevel fast i føringen, også selvom Philip Hasselbalch viser sin styrke som skytte. Med ham i spidsen bliver afstanden skåret ned til 58-56 med to minutter tilbage af kampen, og alt ser åbent ud igen. Holdene udveksler scoringer og Lemvig holder den smalle føring, lige indtil Nithithilan Muralithas igen er på pletten med en 3er til 63-58, og der er kun 20 sekunder tilbage. Virum presser på til det sidste for at vende kampen, men det lykkes ikke, og Lemvig vinder efter en flot anden halvleg, hvor der blev kæmpet med alle kræfter af alle mand.

De to hold mødes lørdag i den tredje og afgørende semifinale, som spilles i Virum.

Lemvigs point: Dominick Reid 20p, Nithithilan Muralithas 14p, Søren Flæng 12p (11 reb/5 blk/4 stl), Mikkel Andersen 11p, Thomas Bjørklund 4p og Morten Krummelbein 3p

Virum topscorer: Philip Hasselbalch 18p