Ugens kampe - Dameligaen


Der er fuld fat på Mellemspillet i Dameligaen og allerede tirsdag aften spilles anden runde, efter en første runde, hvor den største overraskelse kom, da Lemvig hjemme besejrede SISU. Det åbner op for nye muligheder end de forventede placeringer, men det er stadig tidligt at sig om, det i sidste ende gør en forskel.

Lemvigs sejr over SISU betyder til gengæld, at kampen tirsdag aften mellem BK Amager og Lemvig er den øjeblikkelige topkamp. Men det ændre dog ikke ved, at BK Amager er klar favorit til at vinde kampen, både fordi hjemmebane er en ekstra fordel en hverdag, men især fordi BK Amager gennem lang tid har været det mest stabile hold i ligaen, hvilket den sikre sejr i weekenden mod Hørsholm satte en streg under. Turen til Amager må dog være blevet noget nemmere for Lemvig efter lørdagens sejr, så måske lurer der endnu en overraskelse.

Den anden kamp i Mellemspillets gruppe 1 spilles også tirsdag aften, når SISU og Hørsholm mødes. Begge hold ønsker sig uden tvivl en sejr, og en succes efter weekenden, hvor begge hold skuffede spillemæssigt. SISU er for tiden plaget af skader og sygdom, hvilket endnu en gang kan give holdet problemer. Hørsholm virker til gengæld en smule ustabile i deres præstationer, så meget vil blive afgjort af, hvem der bedst får styr på eget spil. Kampen er måske mere åben end forventet, men det er svært at forestille sig, at SISU taber to kampe i træk, så på hjemmebane tildeles de favoritværdigheden.

Torsdag går det løs i gruppe 2, hvor Værløse tager i mod Åbyhøj. Sidst holdene mødtes havde Værløse godt styr på de grønne og hentede en sikker og uventet sejr. Kan de gentage det, vil gruppen blive helt åben igen. Åbyhøj kommer med en frisk sejr fra weekenden mod Falcon, og det har måske givet den nødvendige tro på sejr. For Værløse er det en kærkommen mulighed for at rejse sig efter nederlaget mod Stevnsgade. Åbyhøj er favorit, men med det sidste opgør mellem holdene i baghovedet, skal man ikke helt udelukke Værløse som vinder.

Falcon og Stevnsgade mødes i et lokalopgør mellem to hold, som kender hinanden meget godt. Stevnsgade fik en god start på mellemspillet ved at vinde over Værløse i første kamp. Indsatsen i den kamp giver også igen tro på, at Stevnsgade er blandt de varmeste emner til medaljer senere i slutspillet. Kan de fortsætte med at levere stabile præstationer og vinde kampene i gruppen, så kan det bygge så meget selvtillid op, at de står med gode kort i kvartfinalerne. Men først skal Falcon overvindes, og det bør være en opgave Stevnsgade kan klare. Ganske vist må man ikke undervurdere Falcon, men de ligner ikke et hold, der er på vej mod kvartfinalerne.