Ugens kampe - Dameligaen


I Dameligaen går udviklingen i retning at større og større jævnbyrdighed mellem i hvert fald 6 af de 8 hold. SISU ser ud til at være stukket af i toppen, og Horsens er hægtet lidt af i bunden. Sidste uges resultater var med til at styrke tendensen, og den kommende runde kan bringe nyt brænde på samme bål.

Rundens topkamp står mellem Falcon og Lemvig. Falcon har på det seneste manglet lidt stabilitet, hvilket har ført til to nederlag. Senest blev det et nederlag mod Hørsholm, og derfor har falkene hårdt brug for en sejr i netop denne kamp, for at begrænse afstanden til netop Lemvig. Lemvig kom også ud af sidste weekend med en skidt oplevelse, da topkampen mod SISU blev afbrudt. På det tidspunkt var SISU dog klart foran, og havde understreget deres status som landets stærkeste damehold lige nu. Hvordan Falcon og Lemvig kommer videre fra sidste uge er vanskeligt at spå om, men lørdagens kamp er en nøglekamp for begge hold, så der vil blive kæmpet for hvert point. Ser man bort fra sidste uges kamp, så har Lemvig spillet meget stabilt i længere tid, og det gør dem også til favorit mod Falcon. Men det vil formentlig blive en tæt kamp, hvor bege hold kan hive sejren i land.

Hørsholm fik i sidste uge en tiltrængt succesoplevelse, da de vandt over Falcon, og i den kommende weekend er de favorit til at hente nye point til kontoen, når de besøger bundproppen i Horsens. Hørsholm ligner et hold, der er ved at have styr på rollerne igen, og taktisk er holdet et af ligaen stærkeste. Horsens arbejder stadig fornuftigt med tingene fra deres eget udgangspunkt, og i det lange løb skaldet nok give udbytte, men Hørsholm bør være i stand til at tage en sikker sejr.

Værløse mod Åbyhøj ligner et spændende match på dette tidspunkt. Begge hold mangler stadig den nødvendige stabilitet til at komme helt til tops, men tingene ser ud til at gå i den rigtige retning. Værløse har vundet de seneste to kampe, og går derfor ind til kampen med god selvtillid. Med en sejr kan de også holde sig tæt på top-4, hvilket må være en motivationsfaktor. Åbyhøj kan dog blive en vanskelig udfordring. Holdet har gjort det godt i de seneste kampe, og selvom det blev til et knebent nederlag mod BK Amager i sidste uge, så går tingene den rigtige vej for de grønne. Det kan blive afgørende for kampen, hvem der får bedst gang i skuddene udefra. Begge hold råder over dygtige skytter, der kan gøre den afgørende forskel. Værløse ligner mest en favorit af de to hold, ikke mindst på grund af sejrene på det seneste, og fordelen af hjemmebane.

I rundens sidste kamp tager SISU til BK Amager. SISU er naturligvis igen favorit, og selvom BK Amager fik en sejr mod Åbyhøj i sidste uge, så skal der nok mere til for at vinde denne kamp. BK Amager spiller dog altid kvikt og optimistisk, så de kan nok godt drille topholdet lidt, men kampens resultat bliver der nok ikke stor spænding om.