Herrerne spiller kvartfinale lørdag


Lørdag eftermiddag kl. 17.00 spiller Lemvig Basket kvartfinale i pokalturneringen for herrer. Det er første gang klubben er kommet så langt i herrernes pokalturnering, og spillerne er opsatte på at gøre deres bedste for at nå endnu længere. Skal det lykkes vil det kræve en sejr over ligamandskabet fra Hørsholm 79ers, og det kan godt blive en vanskelig opgave.

Ganske vist er Hørsholm 79ers lige nu blot placeret som nr. 7 i ligaen, men det er også en kendt sag, at forskellen mellem 1. Division og Basketligaen er stor. Så selvom Lemvig lige nu er godt med i toppen af 1. Division, så vil det være en overraskelse, hvis det bliver en hjemmesejr.

Hørsholm består af en spændende blanding af danske talenter og udenlandske profiler. Blandt profilerne er Rob Fields, som er tidligere holdkammerat på college med Lemvigs Dominick Reid. Det kan give et spændende match-up mellem de to, som altså kender hinanden særdeles godt. Blandt de øvrige profiler hos Hørsholm finder man danske Casper Hesseldal, der kom til klubben før denne sæson og lige nu er holdets topscorer. En anden profil Lemvig skal holde øje med er Brenton Butler, og så råder Hørsholm over en stribe unge spillere med Zarko Jukic og Anders Skou i spidsen. Samlet set råder Hørsholm over en trup, som nok skal give problemer for Lemvig.

Men det er måske en tiltrængt udfordring for Lemvig Basket netop nu. På det seneste har holdet haft stor succes i 1. Division, og det er en spændende udfordring at få lov at sammenligne sig med et ligahold. Hos Lemvig håber man, at den selvtillid man kommer med kan gøre en forskel, og så er fordelen af hjemmebane også af stor betydning. Hos Lemvig bliver det Dominick Reid og Søren Flæng, som forventes at tage det største slæb. Sidstnævnte har selv en fortid hos Hørsholm, og det er forhåbentlig med til at skabe ekstra motivation. Selvom Reid og Flæng vil være nøglespillere for Lemvig, så er det vigtigste måske at få kollektivet til at fungere, os selvom truppen lige nu ikke er voldsom bred, så har netop kollektivet været en styrke for holdet i denne sæson.

Forhåbentlig bliver det en tæt og spændende kamp i vestjyskBANK Arena lørdag eftermiddag. I hvert fald er det en mulighed for at få en basketoplevelse med meget på spil for begge hold. Vinderen af kampen vil fortsætte til semifinalerne, hvor det allerede er afgjort, at SISU venter. Lemvig Basket håber, at mange finder vej til hallen på lørdag, for at støtte herrerne i kampen.