Ugens kampe - 1. Division Herrer


På trods af vinterferie er der ikke meget ro til holdene i 1. Division Herrer. Den kommende weekend byder på hele 8 kampe, og der er igen vigtige point på spil i kampen om de bedste placeringer inden slutspillet.

Solrød Comets tager på road trip til det jyske, hvor de fredag besøger BMI, og lørdag fortsætter til Lemvig. Det kan blive to spændende kampe mod to hold, som formentlig vil byde på god modstand. BMI kommer fra en succesoplevelse med sejr over netop Lemvig, og det var blot endnu et skridt i den rigtige retning for BMi, som efter jul har fået mere ud af de tætte kampe. Solrød kommer også med masser af selvtillid efter en god start på 2014, hvor det foreløbig blot er blevet til et enkelt nederlag. Det er altså to oprykkere med vind i sejlene som mødet, og det kan godt give grundlag for en spændende og med rivende kamp. Solrød kommer som favoritter, men de kan som flere andre få sig en overraskelse hos BMI.

Lørdagens kamp behøver ikke blive nemmere for Solrød, for Lemvig må være sultne efter at rejse sig igen efter nederlaget i sidste uge. Vestjyderne er på vej til at genfinde formen, men i processen er der ind i mellem et tilbageskridt. Sådan et så man mod BMI, men på hjemmebane kan holdet måske rejse sig igen. Solrød er som i fredagens kamp favorit, baseret på placeringen i tabellen og resultaterne efter jul. Men de kommer også med en kamp i benene fra fredag, og de skal holde koncentration kampen igennem for at holde Lemvig fra livet. Hjemmeholdet vil have en fordel i fysikken, mens begge hold formentlig gerne vil spille i højt tempo. Det kan give en kamp med masser af intensitet, og hvor meget vil blive afgjort af, hvem der opnår bedst kontrol over spillet. Det kan blive endnu en tæt kamp for Solrød.

Lidt tidligere lørdag tager BK Amager i mod Køge. Det kan blive en meget interessant kamp, for BK Amager viser for tiden fremgang, mens Køge er gået lidt i stå. Det er altså to hold som mangler stabilitet, men hver for sig har midlerne til at afgøre kampen til egen fordel. Det store spørgsmål er så, hvem der på dagen er bedst. Køge må tage favoritrollen på sig, blot ud fra placeringen i tabellen, men det kan også blive kampen, hvor BK Amager tager et afgørende skridt mod top-8 og en plads i slutspillet.

I Aarhus kommer Glostrup på besøg, og de er for det meste ikke glade for turene til det jyske. Aarhus har til gengæld spillet flere gode kampe efter jul, på trods af et par smalle nederlag. Dette bør dog være en kamp, som ABF kan vinde uden de helt store anstrengelser. Glostrup kæmper godt nok for at holde fast i en slutspilsplads, men de vælger formentlig at satse på point i andre kampe end netop denne.

Kampen mellem Stevnsgade og ALBA giver ikke anledning til at tro på den store spænding. ALBA ligner et hold, der har lagt sig ned, og blot skal have sæsonen overstået, så de kan overveje om fremtiden ligger i 1. eller 2. division. Stevnsgade samler til gengæld point og selvtillid sammen til at kæmpe om oprykning, og holdet bør ikke få problemer mod ALBA, hvor der endda kan blive god mulighed for at bruge bredden i truppen. Det er top mod bund, og det bør være en sikker sejr til Stevnsgade.

Jonstrup mod Virum er endnu en kamp mellem top og bund, og tankerne om den kamp kommer nemt til at ligne de forrige. Dog virker Jonstrup til at tro lidt mere på egne evner, men mod Virum er det formentlig ikke nok. Topholdet bygger videre på succesen fra kamp til kamp, og man må have stor respekt for det udbytte holdet får. Om de ligefrem vil gå efter oprykning er usikkert, men succesen kan ingen tage fra dem, og de bør vinde endnu en sikker sejr.

Søndag spiller BMI deres anden kamp i denne uge, når de besøger BMS. BMS er efterhånden rækkens mest uforudsigelige hold. De taber, når de bør vinde, og når man tro de ikke længere går efter noget, så vinder de kampe, man ikke gav dem en chance i. Sidst fik de en god sejr mod Køge og beviste, at de bestemt skal regnes med blandt holdene, der kan nå langt i slutspillet. Nu har de hjemmebane mod BMI, og er svært ikke at give dem favoritværdigheden. Men så taber de nok! BMI kommer i hvert fald med den nødvendige selvtillid til at drille BMS, men kampens udfald er næsten umulig at give et begrundet bud på. Så det bedste gæt bliver en hjemmesejr.

Køge og Aarhus har også begge en kamp mere denne weekend, når de mødes på Sjælland. Begge hold kommer altså med kampe i benene, der kan gøre en forskel. Aarhus har formentlig brugt færrest kræfter i deres kamp mod Glostrup, men de har til gengæld en køretur til Sjælland, der kan udligne forskellen. Begge hold har vist svingende resultater, og begge er med i et bredt midterfelt, som kæmper om pladserne fra 3 til 7. Kampen vil være så tæt, at meget vil afhænge af, hvem der er skarpest på dagen. Det kan også spille ind, hvem der er bedst til at håndtere to dage på en weekend. Køge er samlet set nok favorit – alligevel bliver Aarhus BF buddet på en vinder!