Ugens kampe - 1. Division Herrer


På lørdag skydes 2014 i gang i 1. 1. Division Herrer. Det sker med et udgangspunkt som der særdeles åbent og spændende ud. Virum og Stevnsgade har lagt sig i spidsen med et lille forspring til en bred gruppe med en stribe hold, som ligger meget tæt. Der er derfor meget at spille for i de kommende kampe, og allerede i den kommende weekend kan meget ændre sig i tabellen.

Glostrup og BK Amager sætter det nye år i gang, og det er to hold, som sluttede 2013 godt, efter en noget blandet oplevelse gennem efteråret. Glostrup kom alt i alt bedst frem til nytår, og det giver dem også en kneben favoritrollen, men ikke mere end det godt kan ende med sejr til Amager. Det er først og fremmest fordelen af hjemmebane som gør udslaget, desuden er begge hold meget svingende i præstationerne, så dagsformen kan også spille ind. BK Amager fik ikke det optimale udbytte af efteråret, men de kan godt blive forårets positive overraskelse, og kampen vil givet et godt fingerpeg om, hvad man kan forvente.

Aarhus BF og Køge er begge med i feltet lige efter topholdene, og der er vigtige point på spil, når holdene mødes. Begge hold kan godt stå med sejren til sidst, men på hjemmebane har Aarhus BF en lille fordel. Desuden er bredden i truppen måske en anelse større hos jyderne, men Køge måske har de største profiler. Kampen kan godt blive tæt, men Aarhus er det bedste bud på en vinder.

Lemvig sluttede 2013 skidt, og de får også en vanskelig start på 2014, når Stevnsgade kommer på besøg i Lemvig. Derfor er nok ikke en kamp, hvor sejren er altafgørende for hjemmeholdet, men hvor fokus i stedet er rettet mod spillet. Lemvig led i høj grad under savnet af Søren Flæng, og det lykkedes aldrig at finde en forstærkning til holdet, der var brugbar. Derfor får de unge nu for alvor chancen, og skal tage endnu mere ansvar. Heldigvis for Lemvig er Søren Flæng også på vej tilbage, men der skal nok lidt tålmodighed til endnu. Derfor er Stevnsgade også favorit til at vinde trods udebane i Lemvig.

Søndag står Jonstrup og BMS overfor hinanden. Jonstrup jagter stadig point, der kan bringe dem i spil til en plads i slutspillet, og kampen mod BMS kommer måske på et godt tidspunkt. Samarbejdet mellem BMS of Falcon betyder, at der er fornyet usikkerhed om, hvad man kan forvente af BMS. Målet kan ikke længere være oprykning, og hvilke spillere vil der blive satset på? Meget tyder på, at BMS er svækket i forhold til udgangspunktet ved sæsonstarten, og det kan blive Jonstrups fordel. Alligevel er det svært at gøre Jonstrup til sikker favorit, og BMS står stadig med gode vinderchancer.

BMI sled sig gennem efteråret og var ofte godt med i kampene, men for sjældent gav de sejr. Det nye år starter med en vanskelig opgave, hvor Virum besøger Bloodhounds. Ganske vist viste Virum lidt usikkerhed i de sidste kampe før jul, men ikke mere end de bør fortsætte på vindersporet endnu en gang. Begge hold har unge talentfulde spillere, og de står nok meget godt til hinanden. Men Virum har nok den ekstra selvtillid, der vil gøre forskellen.

Solrød og ALBA mødes i rundens sidste kamp, og her er Solrød klar favorit. ALBA har ikke vundet endnu, og Solrød spiller med mere og mere optimisme og tro på egne evner. Man kunne godt unde ALBA at få point på tavlen, men de får intet foræret, så de må finde arbejdshandskerne frem og arbejde langsigtet. Derfor er det måske heller ikke kampens resultat der fylder mest hos gæsterne, men ønsket om at spillet udvikles, så sejrene kan komme på sigt. Solrød spiller derimod om vigtige point for at stå bedst muligt i kampen om slutspilspladserne, og i den sammenhæng skal kampen på søndag vindes.