Ugens kampe - Dameligaen


Efter sidste uges kampe er Dameligaen går fra at være delt i to halvdele til at tre grupper med en top bestående af SISU, BK Amager og Hørsholm, et midterfelt med Stevnsgade, Lemvig og Åbyhøj og en bund med Falcon, Virum, Værløse og Horsens BC. I den kommende weekend kan dette igen ændre sig, for holdene kæmper nu for alvor om placeringerne.

I bunden af rækken fik Værløse sæsonens første sejr, da de ude mod Virum fik en storsejr. Den oplevelse kan holdet tage med til endnu et bundopgør, når turen lørdag går til Horsens. Sidst holdene mødte hinanden vandt Horsens, men det er også holdets eneste sejr indtil nu. Mange skader har gjort det svært for Horsens, som dog på det seneste har fået flere spillere klar igen. Værløses sejr i Virum bør give dem blod på tanden, og der er gode muligheder for, at de kan få revanche for nederlaget i sæsonåbningen. Begge hold har stærkt brug for pointene, men de største vinderchancer tildeles Værløse.

I Lemvig kommer Virum på besøg, og her er hjemmeholdet favorit. Det er ganske vist en travl uge for Lemvig, der onsdag aften skal på en lang tur til Hørsholm i pokalsemifinalen. Alligevel bør de have overskud til at vinde kampen mod Virum, som senest løb ind i et stort nederlag i bundkampen mod Værløse. Lemvig tabte i sidste uge til Hørsholm, og har brug for point for at holde kontakt med toppen af ligaen. Sidst holdene mødte hinanden blev det da også til en sikker Lemvigsejr, og det bør vestjyderne være i stand til at gentage.

Når Falcon og Åbyhøj mødes er der vigtige point på spil for begge hold. Falcon kan med en sejr få kontakt med midterfeltet, mens Åbyhøj med en sejr for alvor tager afstand til bunden og kan begynde at se opad i tabellen. Begge hold har manglet stabilitet i spillet indtil nu, men Åbyhøj ligner et hold på rette vej, og lørdag kan de hente sæsonens første udesejr. Sidste uges sejr over Stevnsgade må give de grønne endnu mere selvtillid, som kan bruges igen i denne uge, mens Falcon stadig famler noget spillemæssigt og i sidste uge tabte til BK Amager. Bedømt på de seneste kampe er Åbyhøj favorit, også selvom de ikke har vundet en udekamp endnu.

BK Amager og SISU mødes i rundens topkamp, og skal der skabes lidt spænding i grundspillet så skal BK Amager gerne vinde denne kamp. Men det er efterhånden svært at tro på SISU kan tabe. Endnu en gang har de domineret grundspillet og fejet al modstand til side. BK Amager har på det seneste været lidt mere svingende i deres spil, men kampen mod Falcon sendte dem tilbage på vinder sporet, og det giver grund til at tro på en lige kamp trods alt. BK Amager har tabt to kampe i denne sæson til SISU og spørgsmålet er, om de mentalt finder det nødvendige overskud. Rammer BK Amager en dag, hvor kollektivet fungerer, så kan de vinde kampen, men SISU kan ikke undgå favoritrollen.

Rundens sluttes med kampen mellem Stevnsgade og Hørsholm. Det er en kamp som både kan samle og dele den øverste del af tabellen. Skal der samling til, så kræver det en sejr til Stevnsgade, og selvom det absolut er realistisk, så peger mest i retning af sejr til Hørsholm. Nordsjællænderne har været meget stabile i lang tid, og er lige nu det bedste hold sammen med SISU. Derfor er Hørsholm også favorit i denne kamp og lever de op til den, så vil opdelingen i rækken bliver forstærket. Kampen kan måske blive den mest seværdige i runden, og bliver det tæt kan kampen selvfølgelig tippe til begge sider.