Ugens kampe - Dameligaen


Med sidste weekends kampe har holdene i Dameligaen afviklet halvdelen af grundspillet, og holdene har i grove træk delt sig i to halvdele. Top-5 består lige nu af SISU, BK Amager, Hørsholm, Stevnsgade og Lemvig. Åbyhøj er lidt på mellemhånd, men med 4 point op til Lemvig tilhører de alligevel den nederste halvdel sammen med Falcon, Virum, Horsens og Værløse. Det er ikke uventet at SISU ligger nr. 1, men det er lidt overraskende, at de stadig ikke har tabt en kamp på trods af, at holdet mistede flere profiler op til sæsonen. Flere hold er dog tæt på SISU, og selvom BK Amager lige nu er nr. 2, så virker Hørsholm lige nu til at være den skarpeste modstander. BK Amager er til gengæld sæsonens store positive overraskelse sammen med oprykkerne fra Stevnsgade, begge hold har spillet med stor stabilitet, men har også tabt lidt af pusten på det seneste. Lemvig har ikke helt levet op til forventningerne, men holdet ser ud til at være på rette vej og fik i den seneste kamp mod BK Amager vist potentialet. Åbyhøj har skuffet lidt med blot 4 sejre, holdet har niveau til mere og de kan stadig blive ligaens joker. Falcon er sammen med Værløse de to største skuffelser foreløbig. Falcon har haft mere modgang end nogen anden og famler stadig efter fast grund under fødderne, men materialet til at skabe bedre resultater er til stede. Værløse er også på dybt vand og 9 nederlag i 9 kampe er under forventning, selvom det stod klart inden sæsonen, at der skulle bygges op på ny. Virum og Horsens har heller ikke imponeret, men indsatsen er trods alt godkendt. Særligt Virum seneste to kampe har givet holdet mod på mere, men Horsens med lidt mere held og lidt færre skader også kunne stå med flere point. Dameligaen virker stadig præcis så åben og spændende som forventet, og der vil uden tvivl blive kamp om pladserne i tabellen i den anden halvdel af grundspillet.

Anden halvdel af grundspillet starter med opgøret mellem Falcon og BK Amager. Holdene befinder sig i hver sin ende af tabellen, men kom begge ud af sidste runde med overraskende klare nederlag i Jylland. Falcon tabte i Åbyhøj og BK Amager i Lemvig, hvor de for første gang ikke var i nærheden af at vinde i denne sæson. Hos Falcon er der for tiden gang i svingdøren, men desværre mest af spillere som er på vej ud. Det kan ikke undgå at påvirke holdet, som lige nu sikkert gerne ser julepausen komme lidt hurtigt. BK Amager vil til gengæld gerne hurtigt vaske kampen i Lemvig af sig, og det bliver sikkert missionen med kampen på Frederiksberg. BK Amager er også favorit til at vinde og dermed fastholde sin 2. plads.

Horsens er igen på hjemmebane og får denne gang besøg af topholdet SISU. Det er top mod bund, og SISU kan ikke undgå favoritrollen. Heller ikke selvom både Tea Jørgensen og Nathalie Reshard er ude med skader. SISU har stadig mere styrke i truppen – og ikke mindst selvtillid. Horsens vil alligevel nok spille sin chance, og de skal også nok følge med et stykke ind i kampen, men set over hele kampen ser SISU for stærke og rutinerede ud.

Aabyhøj tager også en hjemmekamp for anden uge i træk og de har formentlig flere mål i sigte med kampen mod Stevnsgade. Dels har de revanche til gode fra sæsonpræmieren i Nørrebrohallen, dels vil de bygge videre på succes fra sidste uge mod Falcon, og endelig vil de meget gerne fortsætte statistikken som ubesejret på hjemmebane. Med til den sidste statistik hører, at Åbyhøj i første halvdel af sæsonen har spillet hjemme mod de hold, som er under dem i tabellen, så nu venter holdene fra den bedste halvdel, og så bliver hjemmebanen for alvor vigtig. Selvom Stevnsgade ikke har holdt helt så højt niveau på det seneste, som de viste i sæsonstarten, så er de alligevel favorit i Åbyhallen. Holdets profiler virker en anelse skarpere end Åbyhøjs og de øvrige spillere udfylder deres roller fint og har hentet godt med selvtillid gennem efteråret. Efter de seneste nederlag er kampen mod Åbyhøj dog også en test for holdet, som nu skal vise, om niveauet kan holdes i den sidste del af grundspillet.

Det er ikke længe siden Virum og Værløse sidst stod overfor hinanden, og Virum er nok mest tilfreds med at kamp nr. 2 kommer allerede nu. Holdet rider på en lille bølge med to sejre i træk, og den ene kom mod netop Værløse for blot et par uger siden. Nu kan det blive tre i træk og så er efteråret faktisk reddet for oprykkerne. Værløse havde nok gerne ventet lidt med returopgøret, så man kunne genopbygge holdet lidt mere efter de seneste skuffelser. På den anden side kan kampen være den anledning de skal bruge til at komme på tavlen inden julen melder sig. Værløse har potentialet til at vinde flere kampe i ligaen, men lige nu halter det med troen på egne evner og det nødvendige held. Samtidig virker det som om rollerne ikke helt er fordelt, men lørdagens kamp kan måske få noget af det til at falde på plads. Det ligner en spændende kamp, hvor meget er på spil for begge hold. Hvis Janet Hatfield spiller op til sit bedste kan det give Værløse det nødvendige fysiske overskud, og kan man samtidig styre Ivana Kostic kan sæsonens første sejr komme i hus. Men målt på de seneste kampe er Virum favorit til tre på stribe.

Rundens sidste kamp er det tætteste man kommer en topkamp i denne uge. Det sker når Hørsholm og Lemvig mødes i den første af to indbyrdes kampe på blot 5 dage. Allerede onsdag den 4. december mødes de to hold igen i pokalturneringen, og begge kampe spilles i Hørsholm, hvilket bestemt ikke er til vestjydernes fordel. Til gengæld kommer Lemvig til Hørsholm med en frisk sejr over BK Amager og den bedste kamp i denne sæson, kan niveauet holdes, er det bestemt muligt at tage en sejr med hjem fra Sjælland. Begge hold har vundet deres seneste kampe, og er faktisk blot blevet bedre og bedre siden de sidst mødte hinanden. Dengang fik Hørsholm en sejr på udebane, og det vil Lemvig gerne gøre dem efter og sikre sig revanchen. Det kan godt blive en tæt kamp igen mellem de to hold, men fordelen af hjemmebane, og en anelse mere stabilitet i spillet gør Hørsholm til favorit. Forskellen på holdene er dog ikke større end at Lemvig godt kan vinde, men så skal spillet fortsætte på samme måde som i sidste uge.