Ugens kampe - 1. Division Herrer


Der er stadig meget som står åbent i 1. Division Herrer og den kommende runde kan både trække holdene tættere sammen og dele rækken op.

BK Amager har noget uventet tabt 5 af sæsonens første 6 kampe, så lørdagens opgør mod ALBA har karakter af bundopgør, for ALBA er foreløbig uden sejr. Hvis BK Amager vil undgå at få betegnelsen bundhold til at hænge ved, så er denne kamp en af em, som skal vindes. Selvom BK Amager ikke har meget succes at bygge på lige nu, så er de alligevel favorit mod ALBA. Det er muligt nordsjællænderne ser chancen for at hente den første sejr, og sker det, vil det bestemt være med til at øge spændingen i rækkens bund. Men BK Amager må komme i gang på et tidspunkt, og denne kamp er en oplagt mulighed til det.

På Nørrebro er der dækket på til topkamp lørdag eftermiddag, når Virum kommer på besøg. Begge hold er ubesejret indtil nu, og vinderen af denne kamp vil stå stærkt gennem resten af grundspillet. Stevnsgade ligner et hold, som for alvor har fået troen på at en plads i Basketligaen er realistisk. Holdet har spillet mere stabilt og disciplineret end det har gjort i flere år. Det giver et godt udgangspunkt, og gør dem også til favorit i lørdagens kamp. For selvom Virum også har gjort det godt, og foreløbig har været den store positive overraskelse i rækken, så har de et andet udgangspunkt, som mere tyder på, at man nyder succesen, men endnu ikke ved, hvad man vil bruge den til. Den gode start på sæsonen giver naturligvis selvtillid og spilleglæde, hvilket også betyder, at de nok skal give Stevnsgade kamp til stregen, men om det rækker til sejr er usikkert.

BMS tabte i sidste runde til Virum og mistede endnu et skridt i toppen af rækken. Årsagen skal måske findes i de skader truppen er ramt af, så forventningerne til holdet på den lange bane er uændret. På den anden side er det første gang holdet for alvor møder lidt modgang i deres tid i 1. Division, så spørgsmålet er naturligvis også, om holdet får rejst sig hurtigt igen, eller om det bider sig fast. Mod Køge er BMS dog favorit, og det bør være en anledning til at komme på sejrssporet igen. Køge har spillet meget ustabilt og virker som et hold, der er tilfreds med en midterplacering. Vil de mere, er denne kamp måske en oplagt mulighed til at vise det, men en sejr vil være en overraskelse.

Jonstrup og Glostrup er lige nu placeret som nr. 10 og 11 i tabellen, så man kan nok ikke fornærme nogen ved at kalde kampen mellem de to et bundopgør. Begge hold har blot en enkelt sejr, og spillemæssigt har ingen af holdene vist noget stabilt niveau. Glostrup er det bedste bud på en vinder i kampen. Mest fordi truppen trods alt ser lidt mere robust ud end Jonstrups. For begge hold er det vigtige point som spilles om, for det er kampe som disse, der i sidste ende kan holde bundpladserne fra døren.

Aarhus BF er ikke kommet helt så stærkt i gang som forventet, uden de dog som sådan har skuffet. Holdet har kvaliteterne til at give problemer for ethvert hold, men det bærer ind i mellem også præg af, at der ikke for alvor investeres i holdet spillemæssigt. Der kan ligge andre prioriteter og ambitioner bag, men facit er at stabiliteten har manglet. I denne uge får de besøg af Solrød, og cometerne ligner et hold, som er i positiv udvikling. Ganske vist blev sidste uges kamp tabt til topholdet Stevnsgade, men generelt ser udviklingen god ud hos oprykkerne. Det betyder også, at de absolut har en chance i kampen mod Aarhus BF, og hvis de møder op med den rette indstilling og tager initiativet, så kan de også vinde. Kampen ser åben ud, og fordelen af hjemmebane kan være afgørende, men ikke mere end Solrød absolut har en chance. Den chance bør de være sultne efter at tage, så Solrød bliver buddet på en vinder.

Runden slutter mandag aften med opgøret mellem Lemvig og BMI. Vestjyderne har været ramt af flere afbud i den seneste tid, hvilket rammer hårdt i en smal trup. Alligevel blev kampen ude mod ALBA vundet, men BMI er ikke helt så nem en modstander. Dels er kendskabet til BMI ikke så stort og dels kommer BMI med den velkendte energi, som en oprykker har med sig. BMI har måske ikke fået en fantastisk start på tilværelsen i 1. Division, men de har heller ikke skuffet på nogen måde. Kampen kan godt blive meget mere jævnbyrdig end tabellen viser, for Lemvig kan godt få svært ved at styre kampen fra start til slut, som de har gjort i de seneste kampe. Alligevel kan Lemvig ikke undgå at få favoritrollen, men det er en kamp, hvor alle muligheder er åbne.