To Lemvigspillere på "Rundens Hold"


De syv første runder i Dameligaen er nu afviklet, og dermed en tredjedel af grundspillet. Det betyder, at man nu kårer rundes hold, som er de fem spillere, som på hver sin plads har gjort det bedst. Det er trænerne på de otte hold, der gennem et pointsystem har valgt de fem spillere.

Lemvig Basket er repræsenteret med hele to spillere op rundens hold. Den ene er Emily Hatch, som lige nu topper statistikerne som bl.a. den mest scorende spiller, den spiller med flest rebounds og den mest effektive spiller. Emily Hatch blev i sidste sæson kåret som den mest værdifulde spiller i ligaen, og hun har altså fortsat sit høje niveau.

Den anden spiller fra Lemvig blandt de fem er Ivana Udovalieva. Hun har været en sikker spilstyrer for holdet gennem sæsonen indtil nu, og det er et fortjent skulderklap at hun nu er valgt til rundens hold.

De øvrige spillere på rundens hold er Alexandra Chili fra Værløse, Marie Malone fra SISU og Catharina Palm Jensen fra BK Amager. Det betyder, at tre af de fem spillere kan opleves i Lemvig på lørdag, når Lemvig og BK Amager mødes.