Ugens kampe - 1. Division Herrer


Spændingen er i høj grad genskabt i 1. Division efter resultaterne af sidste rundes kampe. Sejre til BMS, Lemvig og Virum har samlet seks hold i toppen med højest to nederlag. Derefter følger endnu to hold med tre nederlag, så afstanden fra nr. 1 til nr. 8 er lige nu blot fire point. Flasker næste runde sig, så vil jævnbyrdigheden fortsætte lidt endnu.

Den kommende runde starter allerede fredag aften, hvor Aarhus BF tager i mod topholdet BK Amager. Aarhus BF er et af de hold som med tre sejre stadig hænger på førergruppen, og kan de tage sejren i denne kampe, vil de for alvor blande sig i toppen, og åbne op for nye muligheder i striden om 1. pladsen. BK Amager er naturligvis favorit til at vinde denne kamp, men efter en flot start er holdet blevet til at tale med efter pokalnederlag til Lemvig, og senest det første nederlag i 1. Division, da BMS vandt i Amagerhallen. Noget tyder altså på, at fredagens kamp kan blive mere spændende end forventet, men det rokker ikke ved, at BK Amager bør tage sejren med hjem.

Lørdag startes af Glostrup og Køge. Glostrup fik i sidste runde en god sejr ude mod Jonstrup, og det placerer holdet lidt på mellemhånd med to sejre. Det vil sige der er lidt luft til bunden, men også et stykke til toppen. Køge har til gengæld placeret sig solidt i toppen med en aktuel tredjeplads. Senest blev det ganske vist et overraskende stort nederlag mod Stevnsgade, og med to nederlag i træk har Køge måske tabt lidt af pusten. Det giver naturligvis Glostrup mulighed for at hente endnu en sejr, men Køge er favorit, og de må være sultne efter at hente point og holde fast i toppen.

Der er tale om en bundkamp, når ALBA og Haderslev mødes. Det er to af rækkens mest formsvage hold for tiden, og selvom det nok ikke var forventet at de to hold ville ligge i toppen, så er det alligevel overraskende, at de er kommet så skidt fra start. Det gør også kampen vanskelig at spå om, men mon ikke begge hold håber, at denne kamp kan sætte dem i gang. I hvert fald vil det blive to tiltrængte point, lige meget hvem der vinder. ALBA har fordel af hjemmebane, og det er her de normalt henter størstedelen af deres point, men i denne sæson er det endnu ikke blevet til nogen sejr overhovedet. Det gør selvfølgelig Haderslev til svag favorit, men kampen kan tippe til begge sider.

Rundens topkamp står mellem Virum og Falcon. Begge hold er stadig med i toppen af rækken, og en sejr vil derfor have stor betydning for begge hold. Virum har vundet de to sidste kampe, mens Falcon senest løb ind i et nederlag på eget gulv til Lemvig. Dermed har Falcon tabt to kampe på hjemmebane, og det sætter naturligvis et ekstra pres på dem. Falcon bør have holdet til at vinde denne kamp trods udebane. Men lige nu er holdet et stykke fra det niveau der skal til for at komme tilbage til Basketligaen. Men det er ikke nu kampen om oprykning afgøres, så det er i højere grad selvtilliden og rytmen i spillet, der er fokus på. Det er stadig usikkert om Falcon får deres amerikaner klar til kampen, men uanset hvad er dette en kamp, som godt kan blive lige, men som Falcon skal vinde.

I Lemvig mødes to af rækkens mest formstærke hold lige nu, når Stevnsgade kommer på besøg. Begge hold havde en lidt ujævn start på sæsonen, men har spillet sig op, og særligt Lemvigs tre seneste sejre mod BK Amager, Køge og Falcon har givet selvtillid. Stevnsgade har også netop vundet over Køge, og dermed bevist, at de også kan være med mod topholdene i rækken. Stevnsgade er med tre nederlag stadig et lille skridt bag de absolutte tophold, men det kan en sejr i Lemvig ændre på. Turen til vestjylland er dog ikke Stevnsgades livret, og med de seneste resultater i baghovedet, må Lemvig påtage sig favoritrollen.

Runden sluttes af BMS og Jonstrup. Endnu en gang er der lørdagsunderholdning i Skovlundehallen, og det har foreløbig set ud til at passe hjemmeholdet bedst. BMS er kommet flot fra start, hvilket understreges af den seneste sejr ude mod BK Amager. Jonstrup hænger til gengæld fast i bunden, så selvom alt naturligvis kan ske i en kamp mellem to hold, der kender hinanden særdeles godt, så er BMS klar favorit.