Ugens kampe - 1. Division Herrer


Første runde i 1. Division Herrer gik stort set som forventet, eneste overraskelse var, at Virum vandt komfortabelt over BK Amager. Nu skal holdene igen i kamp, og weekenden byder på flere interessante opgør.

Fredag aften gør Solrød come back i 1. Division, når de hjemme møder Virum. Sejren over BK Amager i sidste uge må give selvtillid til gæsterne, som derfor også tildeles en kneben favoritrolle. For selvom Virum gjorde det godt i sæsonens første kamp, så virker de stadig mindre rutinerede end sidste år, og det kan gå ud over stabiliteten, og dermed sikkerheden for sejr. Solrød vil uden tvivl komme ind til kampen med masser af energi, og måske kan det være midlet til at hente en sejr. Kampen virker på ingen måde afgjort på forhånd, så der kan godt blive spænding i Solrød fredag aften.

Lørdag er der morgenbasket i Århus, når lokalopgøret mellem Aarhus BF og BMI spilles. Kl. 9.30 er næsten urimeligt tidligt, og er bestemt ikke et normalt kamptidspunkt for de to hold. Så det bliver en lidt uvant entre til 1. Division for oprykkerne fra BMI, men de skal nok være klar alligevel. Aarhus BF tabte sæsonåbneren mod BMS efter en kamp som i lang tid var lige. Mod BMI skal de gøre arbejdet færdigt, for det kan godt blive en ny tæt og jævnbyrdig affære. BMI ligner et hold, som nok skal klare sig i 1. Division, og som Aarhus BF vil de formentlig spille kvikt og offensivt. Så der kan godt blive fart på fra morgenstunden, hvor Aarhus BF bliver det bedste bud på en vinder.

Glostrup og ALBA kom begge ud af første runde med nederlag, så kampen lørdag eftermiddag er en kærkommen mulighed for begge hold til at komme på tavlen. Glostrup virker som et hold der nok skal bide fra sig i denne sæson, men som de seneste sæsoner vil de nok også være svingende i deres præstationer. Mod ALBA er de dog favorit, ikke mindst på grund af hjemmebanefordelen. ALBA kan godt være en drilsk modstander, men de ser lige nu en anelse svagere ud end Glostrup.

Køge og Stevnsgade kom begge godt fra start i den nye sæson med sikre sejre mod ALBA og Jonstrup. Det giver to hold med selvtillid, hvilket også er lig med god underholdning. Set over hele sæsonen er forventningerne størst til Stevnsgade, men spørgsmålet er om dagsformen her tidligt på sæsonen er god nok til at vinde. Køge virker opsatte på at forbedre sig, og kampen mod Stevnsgade kan komme på det helt rigtige tidspunkt for dem. Så Køge er bestemt ikke uden chance, men Stevnsgade får alligevel favoritrollen tildelt.

I sidste sæson var kampene mellem BK Amager og BMS topkampe som for alvor kunne trække folk i hallen. Det kan det sikkert stadig, men ingen af holdene imponerede i første runde, så at kalde det en topkamp er nok at tage munden for fuld. BK Amager skuffede ved at tabe til Virum, og BMS fik først sidst i kampen mod Aarhus BF sikret sig sejren. Men BMS vandt trods alt og fik altså den bedste start på sæsonen, og det gør dem også til favorit i lørdagens opgør.

Søndag tager Lemvig turen til Sjælland for første gang i denne sæson, hvor de skal besøge Jonstrup. Vestjyderne tager favoritrollen med i bagagen, og bør tage hjem med en sejr. Godt nok havde holdet en hård pokalkamp mod Aalborg onsdag, og skuffelsen fra den kamp skal lige kastes af. Men det bør være muligt mod Jonstrup, som ganske vist har fordel af hjemmebane, men også får svært ved at bremse Søren Flæng og Dominick Reid.