Ugens kampe - Dameligaen


Så går det løs igen i Dameligaen, og alt tyder på en spændende sæson med stor jævnbyrdighed og masser af god underholdning. Allerede på lørdag er der god grund til at besøge hallerne og følge holdene.

Sæsonen startes med en klassiker i dansk damebasket, når SISU og Hørsholm støder sammen. Begge hold stiller i denne sæson op i en svækket udgave, det betyder dog ikke, at de forventes at slutte i bunden, det fortæller bare, at det er to solide klubber med masser af talent. Det fortæller også, at det er to klubber, som der altid er høje forventninger til, og selv i en svækket udgave kan de formentlig levere resultater, der sikrer dem en plads i toppen. De seneste sæsoner har SISU været i en klasse for sig selv i Dameligaen, men flere spillere har forladt holdet, og holdet skal bygges op på ny. Det betyder, at der ikke er samme bredde og rutine på holdet, som tidligere, og resultatet er, at der skal kæmpes noget mere for sejrene. Hørsholm har skiftet knapt så meget ud, men det er stadig et hold med mange unge spillere. Tabet af Therese Deemand gør ikke situationen nemmere for Hørsholm, og det lægger et endnu større ansvar over på Maja Gerlyng. Der arbejdes stadig på at forstærke truppen i Hørsholm, men det sker ikke til den første spillerunde. Begge hold har været ramt af flere skader i sæsonstarten, hvilket også gør det usikkert, hvilke opstillinger der er klar til lørdag. Kampen kan godt blive meget lige, og det bliver nok et spørgsmål, hvem der kan holde et højt tempo i længst tid. SISU er på udebane, men tildeles alligevel en svag favoritrolle.

Virum Vipers er tilbage i ligaen og starter sæsonen hjemme mod BK Amager. Her ligner gæsterne det bedste bud på en vinder. Virum stiller op med et ungt hold og meget lidt erfaring fra ligaen. Ivana Kostic bliver en central spiller på holdet, og hendes rutine bliver afgørende for mulighederne for at hente sejre. Sidst Virum var i ligaen var det med flere profiler på holdet, men nu får de unge chancen, og det kan man kun have respekt for. Der skal sikkert betales nogle lærepenge i starten, hvor man skal vænne sig til tempoet og fysikken, og det bliver nok også udfordringen mod BK Amager. BKA ser ud til at være forstærket i forhold til sidste sæson, og deres pågående og tempofyldte spil vil blive en udfordring for Virum. En sejr til BK Amager vil desuden være godt for selvtilliden til de kommende kampe, så mon ikke det er et fuldt fokuseret hold, der går på banen lørdag og henter to point med hjem.

Stevnsgade gør også come back i ligaen på hjemmebane, når de tager i mod Åbyhøj. Det er to hold, som stiller op med masser af energi og spillelyst, så det kan blive en meget underholdende kamp i Nørrebrohallen. Stevnsgade har vist stor gejst i optakten til sæsonen, og holdet er godt forstærket med to dygtige amerikanere. Holdet vil i starten mangle lidt erfaring, og her kan Åbyhøj sikre sig et overtag. For selvom Åby har et ungt hold, så har de trods alt prøvet meget, og holdet virker mere tændt og motiveret end man så det i sidste sæson. Forventningerne til Åbyhøj er der ingen grund til at holde nede, og der er gode chancer for, at de kan tage en sejr med hjem til Århus.

Lemvig og Falcon giver normalt hinanden kamp til stregen. De to hold har spillet en stribe vigtige kampe de seneste år, og Lemvig har nok vundet flest, men Falcon har været, når det blev rigtig vigtigt. Sådan var det også i sidste sæson, hvor Lemvig vandt de indbyrdes kampe i grundspillet, men i semifinalerne blive de alligevel endnu en gang vestjydernes onde ånd. Nu mødes holdene igen i en sæsonåbner i Lemvig, og fordelen af hjemmebane giver nok Lemvig den lille fordel som også gør dem til favoritter. Begge hold har vist svingende præstationer i træningskampene, hvilket nok i høj grad skyldes, at der også er skiftet meget ud i spilletruppen hos begge hold. Derfor går der nok lidt tid inden de to hold finder rytmen og stabiliteten. Lemvig ser ud til at have en fordel på fysikken, og kan de holde hovedet koldt har de også gode chancer for at vinde.

Første runde slutter søndag, hvor Værløse og Horsens BC mødes. Her er Værløse favorit mod en flok pirater som ganske vist hentede nyttige erfaringer i sidste sæson, men stadig er et ungt hold, der mangler fysik og bredde. Horsens skal nok tage et skridt videre i forhold til sidste sæson, men de vil stadig få det svært mod Værløse, som har fysik og bredde i truppen til at styre kampen mod Horsens.