Trænere i Dameligaen 13/14


Med sommerferien lige om hjørnet er klubberne i Dameligaen langt fremme i deres forberedelser til den kommende sæson. Det er formentlig ikke alle aftaler med spillere der er på plads, men langt de fleste klubber har meldt ud, hvem trænerne bliver i sæsonen 2013/2014. Dermed kan klubberne koncentrere sig om at få de sidste brikker på plads til spillertruppen og de praktiske forhold så meget på plads som muligt.

Her kommer en kort gennemgang af klubbernes beslutninger på trænerposten, som det ser ud lige nu.

SISU: Sidste års vindere holder fast i Hrannar Holm som head coach og fortsætter dermed den linje, som holdet har haft de seneste år. Det var ventet, at der måske ville komme et skifte i SISU efter Hrannar nu også er sportschef hos DBBF, men han har altså haft overskuddet til at fortsætte sit arbejde på klubplan. Han får dog hjælp af en rutineret assistent træner i form af Thomas Ginnerup, som i både Hørsholm og Falcon har været coach på højeste niveau for damer og herrer. Dermed kommer der nye ideer og input til holdet, som igen vil være favorit, selvom der vil blive skiftet en del ud i truppen, og ikke tilføres nogen ny amerikaner.

Falcon: Det kom som en lille overraskelse at Ole John Nielsen og Ole Vincent begge stoppede som trænere for Falcon efter en succesrig sæson. Om årsagen er ændrede prioriteringer i Falcon efter herrernes oprykning til Basketligaen, kan man kun gisne om, men de to rutinerede herrer forlader i hvert fald et hold som havde stor succes i sidste sæson og gode muligheder for at fortsætte udviklingen i den nye. Som erstatning har man valgt Thomas Soltau, der som spiller har været med på europæisk topniveau, men som træner for første gang står i spidsen for et ligahold. Hvilke ændringer det giver i spillertrup og spillestil må tiden vise, men Falcon har absolut potentiale til endnu en topplacering.

Lemvig: I Lemvig har man netop offentliggjort at klubbens nye ligatræner er amerikanske Brianna Finch, som kommer til Danmark fra amerikansk collegebasket. Ca. 11 års erfaring har hun med sig, og det er hovedsageligt fra collegebasket på alle niveauer. Det er også blevet til et ophold i Irland, og nu går turen altså til Europa igen. Brianna Finch skal være med til at bygge et nyt hold op i det vestjyske, og til at hjælpe sig har hun Peter Jensen, som nu i flere sæsoner har været med omkring dameholdet i Lemvig. Han bliver dermed den som skal sikre kontinuitet fra sidste år og bidrage med kendskab til modstanderne. Det kan blive en spændende konstellation på bænken, som kan give en ny start for holdet.

Værløse: Der er blevet talt om forskellige løsninger på trænerbænken i Værløse, men nu er valget faldet på Portugisiske Eugenio Rodrigues, som klubben selv kalder et scoop. Og det vil blive spændende at følge udviklingen i Værløse, hvor der ser ud til at blive skiftet kraftigt ud i truppen. Den nye træner kan måske være med til at trække nye spillere til, og han ser ud til at have masser af god erfaring med sig. Tidligere har Eugenio Rodriguez trænet klubhold på forskelligt niveau i sit hjemland, og samtidig fungeret som assistent- træner for det portugisiske landshold. Senest har han trænet i den næstbedste række i Portugal, men nu har han fået nye udfordringer i Værløse. Det er et spændende træk af Værløse og et godt tegn på ambitionerne i klubben.

Hørsholm: 79ers er i gang med en omstrukturering af Dameholdet, og det betød allerede for længe siden et farvel til Årets træner i Dameligaen, Johan Enbom. I stedet er Serbiske Nemanja Jovanovic flyttet fra assistentrollen hos herreholdet til førersædet hos damerne. Det er en rokade som på sin vis sender et signal om, at man stadig vil tage damerne seriøst, og det bliver interessant at se, om holdet kan genrejses efter en sæson på det jævne. Hvordan den øvrige organisation omkring holdet kommer til at se ud er stadig uvist, men forhåbentlig får Jovanovic noget at arbejde med.

BK Amager: BK Amager er efterhånden ene om ikke at have meldt klart ud, hvem der skal stå i spidsen for holdet i den kommende sæson, så det bedste gæt bliver, at Todd Anthony tager endnu en sæson. Det vil ikke være nogen dårlig løsning for holdet, for der er absolut noget at bygge videre på i klubben. BK Amager havde i sidste sæson noget af det bedste spillermateriale, som blot skal hente mere erfaring. Det kan naturligvis være svært at bygge op, når spillerne flytter rundt eller søger mod USA, netop når de er ved at have erfaringen. Men det er et problem som Amager ikke er alene om.

Åbyhøj: I Ådalen har man hentet Thomas Johansen ind fra Lemvig. Det er uden tvivl en god løsning for klubben, som har et spændende hold, der endnu ikke har vist sit fulde potentiale. Som assistent får Thomas Johansen et god bekendt, i det Dan Kristiansen skal udfylde den plads. Med de to trænere får Åbyhøj et skud ny inspiration, og det vil uden tvivl hæve forventningerne til holdet. Spillermaterialet er der til at kravle op i tabellen, og med herreholdet ude af billedet kan der måske tilføres flere resurser til holdet.

Horsens BC: Piraterne får også ny kaptajn, når sidste års næstkommanderende, Lukas Varga, træder et skridt frem. Han skal forsøge at kombinere træneropgaven i HBC med at spille for HIC, og det kan på forhånd ligne en stor opgave, som vil kræve noget logistik og planlægning. Når det er sagt, så er Lukas Varga sikkert en god løsning for klubben. Efter tre år i Danmark med trænererfaringer fra Dameligaen i både Lemvig og Horsens går han ind til opgaven med en del viden om ligaen. Desuden får han nu for alvor chancen for at prøve sine egne ideer af, og for det unge piratmandskab kan hans engagement og energi godt være det, der skal til.

Virum Vipers: Oprykkerne fra Virum har ikke meldt noget officielt ud om planerne for dameholdet i den kommende sæson, men forventningen er, at Turi Høgh fortsætter arbejdet med holdet. Der er noget at bygge på hos Vipers og der skal nok komme forstærkninger til holdet, så det kommer til at klare sig pænt i ligaen. Turi Høgh har tidligere stået i spidsen for BK Amager i Dameligaen, så hun ved, hvad der skal til – og det gør klubben også. Så det virker som en naturlig løsning at bygge videre på succesen fra sidste år.

Stevnsgade Basket: Mogens Tygesen bliver manden der skal stå i spidsen for et spændende projekt på Nørrebro. Stevnsgade har taget springet op i Dameligaen, og det ser ud til at blive et nyt friskt pust. Mogens Tygesen går ind til opgaven med masser af erfaring som træner på alle niveauer. Han har blandt andet tidligere været med omkring Dameligaen for både Hørsholm og SISU. I sidste sæson overtog han midtvejs herreholdet i Stevnsgade, og nu skifter han altså til damerne. Det er en god løsning for Stevnsgade som har et ungt hold, men med rutine på bænken skal det nok lykkes at få stabiliseret projektet.

Samlet set betyder det, at 7 ud af ligaens 10 hold har skiftet træner til den nye sæson. Seks af holdene har udenlandsk træner på bænken, og selvom et par af dem har været flere år i dansk basket, så er det alligevel en bemærkelsesværdig tendens, som enten skyldes at interessen fra danske trænere er for lille – eller at der er for få trænere med lyst og niveau til opgaven. Tendens er lignende i Basketligaen, og det bør give stof til eftertanke. Når det er sagt, så kan det forhåbentlig være med at give Dameligaen et løft, at der er kommet mange trænere med højt niveau og stor erfaring ind omkring holdene.

Det bliver spændende at følge, hvilket spillermateriale trænerne får at arbejde med. Det vil forhåbentlig vise sig gennem de kommende par måneder, når klubber og spillere får brikkerne til at falde på plads. Allerede nu tegner det til, at der sker mange udskiftninger på de fleste hold, hvilket dels skyldes at flere spillere skifter klub, men desværre tyder det også på, at flere stopper eller forsøger sig på college eller i udlandet. Alligevel er der grund til at glæde sig til en sæson, som tegner til at blive både spændende og jævnbyrdig.