Dominick Reid tager en sæson til


Efter en fantastisk debutsæson er Dominick Reid klar til at vende tilbage til Danmark og Lemvig Basket. Sæsonen 12/13 var en stor succes for klubben i 1. Division. 2. pladsen i grundspillet, kvartfinale i pokalturneringen og semi-finale i slutspillet vidner om en stabil indsats gennem hele sæsonen. En væsentlig grund til succesen var Dominick Reid, som styrede holdet godt og påtog sig det nødvendige ansvar. Dominick er den type spiller som både holdkammerater og publikum elsker at have på gulvet. Unik boldkontrol, uhyggelige temposkift og uventede afleveringer er blandt hans manger evner. Men han er samtidig en sikker afslutter som uden at være selvisk sætter høje tal på pointtavlen hver eneste gang. Allerede i sin første sæson voksede Dominick til at blive en vigtig mand for Lemvig Basket både på og udenfor banen. Det er derfor med stor tilfredshed, der er lavet aftale for endnu en sæson, og vi kan glæde os til atn yde hans evner igen.