Ugens kampe - Dameligaen


Holdene i Dameligaen er blevet trukket godt ud med tre hold i toppen, tre hold i midten og to hold i bunden uden point. Det kan den kommende weekend dog vende op og ned på, når der afvikles fire spændende kamp i Dameligaen.

Runden startes af Værløse og Falcon i et opgør, der kan blive en nøglekamp for begge hold. Værløse har vundet de to seneste kampe, og har tanket noget selvtillid. Desuden har de fået holdet spillet bedre sammen og rollerne mere fordelt. Man mangler dog stadig at se nogle spillere folde sig helt ud, som Alberte Dokkedal, der sidste år viste hendes evner som afslutter i højere grad. Men med andre typer på holdet skal opgaverne fordeles anderledes og det tager tid. Det samme har på sin vis været gældende for Falcon, men her er man i højere grad startet helt forfra med nye trænere og en helt ny trup. Falcon er kommet fint fra start og har spillet stabilt. Senest blev det til en god sejr mod Hørsholm, og den slags giver altid selvtillid. Derfor møder Falcon op med tro på egne muligheder og visheden om, at en sejr både vil sikre dem mere luft til midterholdene og gøre situationen vanskeligere for Værløse. Værløse har derfor mest brug for sejren, og på hjemmebane er det bestemt ikke umuligt at drille Falcon. Begge hold har dygtige profiler, som det bliver spændende at se mod hinanden. Kampen kan falde ud til begge sider, men Falcon har indtil nu virket lidt bedre end Værløse, som stadig mangler at vise, de kan vinde mod holdene i toppen.

I Aabyhøj er der bundopgør når Horsens kommer på besøg. Begge hold jagter deres første sejr, og for et af holdene vil det jo komme i denne kamp. Størst chance for sejr har Aabyhøj, som har været tæt på allerede. Spillemæssigt har de været godt med i de fleste kampe, og holdet ser ud til at blive bedre og bedre. Savnet af Maria Jespersen sætter naturligvis sit præg på holdet, men andre har løftet deres spil og vist deres talent. Hos Horsens har man vist den gejst og moral der skal til for at arbejde videre i modgang, og på et tidspunkt skal de nok få udbytte af arbejdet. Men måske skal der lidt mere tålmodighed til endnu. I en kamp som denne kan det være vigtigt at få et overtag tidligt og et forspring som giver selvtillid, så det hold som kommer bedst fra start har også bedst mulighed for at vinde. Der er mest, der peger på, at Aabyhøj lige nu er det bedste hold, og de bør derfor også vinde.

Lemvig er igen på hjemmebane og får denne gang besøg af Hørsholm. I sidste runde manglede Lemvig effektivitet og tabte derfor klart til SISU. Siden har holdet dog vundet ude mod BK Amager i pokalturneringen og fik igen vist den linje holdet havde i de første tre ligakampe. Hørsholm er efter en god start på sæsonen gået lidt i stå. Senest blev det til et nederlag mod Falcon, og Hørsholm ligner et hold, som skal bruge lidt tid på justeringerne efter tabet af Emilie Hesseldal. Det kan dog ikke blive ved med at optage holdet, og som altid kan man forvente en taktisk god kamp af Hørsholm. Derfor kan det godt blive en vanskelig opgave for Lemvig. De to hold vil forsøge at få initiativet i kampen ud fra egne spillepræmisser. Det betyder at Lemvig vil forsøge at udnytte sine fysiske fordele, mens Hørsholm vil satse på at få tempo i kampen og udbytte af en aggressiv spillespil. Det kan give en underholdene og tæt kamp, hvor hjemmebanen kan give Lemvig den afgørende fordel.

Runden sluttes af BK Amager og SISU. To hold om har gjort det godt på det seneste, men alligevel med stor forskel i udgangspunktet. For SISU kværner videre som et driftsikkert maskineri, der lige nu bare er et niveau over de øvrige hold i ligaen. BK Amager er på den anden side fremtiden hold med masser af talent, og i den seneste kampe har de vist potentialet. Ganske vist tabte de pokalkampen tirsdag mod Lemvig, men også her viste holdet sin styrke. Der skal dog noget helt uventet til, hvis BK Amager skal vinde mod SISU, og alt tegner til endnu en sikker sejr til topholdet.