Topkamp uden nerve


På forhånd var der håb om en spændende topkamp, da de Lemvig og SISU mødte hinanden lørdag eftermiddag. Men desværre fik kampen aldrig den intensitet eller nerve der skulle til for at skabe spænding, og SISU kunne uden de store problemer køre en sikker sejr på 44-78 i hus. Forskellen på de to hold var dog ikke spillemæssig så stor, som cifrene antyder. Forskellen viste sig først og fremmest i effektiviteten, hvor Lemvig slet ikke ramte dagen på nogen måde. Mulighederne var der, men bolden ville ikke i kurven for vestjyderne. Så uden egentlig at imponere kunne SISU kampen igennem udbygge sin føring ved blot at ramme på de åbne muligheder, der kom. Begge hold spillede solidt forsvar, og selvom SISU fik scoret 78 point, så havde Lemvig i størstedelen af kampen godt fat forsvarsmæssigt. SISU spillede som altid godt forsvar, men Lemvig havde mulighederne for at holde sig inde i kampen, men koncentrationen og nerven i spillet til at udnytte dem var der ikke.

Allerede fra kampens start er det tydeligt, at SISU er mere klar end værterne, og hurtigt får de opbygget en føring på 10 point. Lemvig har store problemer med at få sat boldene i kurven, og der går mere end 7 minutter før Karina Pedersen kan notere den første reelle scoring for hjemmeholdet. Ellers er det mest på straffe Lemvig får sine point, men når man kun rammer hver anden gang, så er straffe ikke så effektive. Lemvig kommer alligevel bedre med i de sidste minutter af perioden og fra 6-16 henter man til 12-16, inden SISU strammer grebet og kan gå til pause foran 12-22.

Starten af 2. periode er præget af godt forsvar fra begge hold, og efter 5 minutter har hvert hold kun lavet 3 point. Det er SISU som igen kommer bedst i gang, og da Lemvig fortsat rammer mere forbi end i kurven, så er det helt naturligt, at afstanden øges, og SISU når et forspring på 24-42 ved halvleg.

Efter pausen fortsætter spillet i samme spor. Spillemæssigt ser det meget lige ud, men SISU er de effektive og Lemvig mister mere og mere troen på, at tingene skal vende. Et godt forsvar betyder dog, at SISU ikke stikker helt af, men to 3ere i de sidste minutter af perioden giver alligevel en klar føring på 33-60.

I sidste periode har alt spænding forladt kampen, og de to hold slutter som de har spillet de tre første perioder. Lemvig manglede ganske enkelt den nødvendige fokus til at presse SISU, og når det går sådan, så er SISU for gode til at et godt forsvar er nok til at true dem. Lemvig fik derfor en lektion, som de forhåbentlig lærte af til de kommende kampe, og SISU fik en kamp mere i benene inden EuroCup begynder.

Lemvigs point: Emily Hatch 15p (16 reb), Ivana Udovalieva 8p, Mallory Moore 7p, Helle Kristiansen 5p, Sarah Schicher 4p, Namma Hansen 3p, Karina Pedersen 2p

SISUs point: Camilla Blands 16p, Marie Malone 14p (10 reb), Matholde Colding-Poulsen 10p, Kiki Lund 9p, Ida TP 7p, Iben Soltau 7p, Nathalie Reshard 6p, Katrine Dyszkant 4p, Tea Jørgensen 3p